- Gladsaxebladet - https://www.gladsaxebladet.dk -

340 flere kan gå til svømning

Gladsaxe Svømme Club får formentlig bedre betingelser i Gladsaxe Svømmehal

Gladsaxe Svømme Clubs venteliste med 500 navne ser nu ud til at kunne blive voldsomt reduceret.

Går det, som der er lagt op til, kan 340 få muligheden for at lære at svømme.
Kultur, fritids- og idrætsudvalget skal på sit møde onsdag 9. maj behandle sagen, som Gladsaxe Bladet tidligere har omtalt.

Det idelle ville være at bygge endnu en svømmehal. Det er urealistisk lige her og nu, så svømmeklubben har bedt om lov til at disponere over nogle flere baner nogle dage om ugen, hvis den offentlige adgang så fjernes.

Børne- og Kulturforvaltningen har forhandlet med Gladsaxe Svømmeklub (GSC) om deres henvendelse om omlægning af tider i Gladsaxe Svømmehal.

Inden lukningen af Gladsaxe Svømmehal varierede antallet af betalende gæster i tidsrummet kl. 16.00-21.00 fra mellem 20 og 100 personer pr. dag.

Typisk var der fredag aften en noget lavere belægning af betalende brugere. Det er også det tidspunkt, hvor Gladsaxe Svømmeklub har sværest ved at få fyldt op på deres hold.
Forslaget til ændrede tider for Gladsaxe Svømmeklub, er at lukke Gladsaxe Svømmehal for offentlig adgang fra kl. 16.00 til 20.30 om tirsdagen og 16.00-21.00 om torsdagen. Denne del vil give foreningen 69 banetimer mere i Gladsaxe Svømmehal.

For at skabe mere plads til de betalende brugere i Bagsværd Svømmehal indgår der i forslaget, at Gladsaxe Svømmeklub afgiver 16 banetimer om ugen. Samlet set vil det betyde, at foreningen opnår plads til yderligere 340 medlemmer, og at der for de offentliges adgang til Bagsværd Svømmehal sker en forøgelse på 16 timer. Foreningen råder dermed over 53 banetimer mere om ugen.

Udvidet åbningstid
Såfremt Gladsaxe Svømmehal lukkes for offentlig svømning på to hverdage fra kl. 16.00, vil de offentlige svømmere, der plejer at benytte disse to aftener skulle søge alternative muligheder. Ved at flytte foreningsaktiviteterne væk fra Bagsværd Svømmehal de to dage og ligeledes udvide Bagsværd Svømmehals åbningstid med en time de samme to aftener, vil kapaciteten her øges væsentligt. Der vil efter den ændrede fordeling fortsat kunne tilbydes banesvømning for offentlige brugere i tidsrummet mellem kl. 7.00 og 20.30.
Svømmeklubben kan selv klare en række praktiske opgaver, når der kun er medlemmer i bassinnerne og ikke betalende gæster. derved sparer kommunen penge på personale. Til gengæld mister man så entreindtægter., men regnskabet ser ud til at være mindst i balance. Gladsaxe Svømmeklub er meget tilfredse med forslaget, som vil betyde, at de kan tilbyde ca. 340 børn yderligere plads i svømmeklubben. Gladsaxe Svømmeklub (GSC) finder, at det er en væsentlig forbedring af foreningens tilbud til borgerne. Forslaget vil også medføre bedre muligheder for træning på tværs af klubbens mange hold, og dermed også nye muligheder for socialt samvær.

Børne- og Kulturforvaltningen foreslår, at den konkrete udmøntning sker i dialog med Gladsaxe Svømmeklub, og at forslaget udmøntes fra sæson 2018/2019.

Børne- og Kulturforvaltningen indstiller:
1. at Gladsaxe Svømmehal lukkes for offentlig brug på to hverdage indenfor tidsrummet kl. 16.00 til 21.00 med i alt 69 banetimer,
2. at Gladsaxe Svømmeklubs to timer i varmtvandsbassinnet om lørdagen i Gladsaxe Svømmehal tilbageføres til offentligt brug,
3. at Bagsværd Svømmehal åbnes for offentligt brug på 16 banetimer mere ugentligt,
4. at udgifter og indtægter i forbindelse med ændringen indgår i driftsbudget for idrætsanlæggene,
5. at forslaget får virkning fra sæson 2018-2019, og
6. at kvoterne bringes i overensstemmelse med forslaget.