- Gladsaxebladet - https://www.gladsaxebladet.dk -

Byg bare på p-pladsen

I Gladsaxe Bladet i forrige uge kan man læse, at nogle beboere på Aakjærs Alle er bekymrede for det planlagte byggeri på p-pladsen på Søborg Park Alle.

Ser man nærmere på planerne for projektet, er der én parcel, hvor huset ligger tæt på skel af i alt 3 parceller, der kommer til at være naboer til det nye byggeri.

Vi er 24 rækkehuse på Marienborg Alle 56-64, hvor adgang til vores bebyggelse er via p-pladsen, og vi ser frem til at arealet bliver bebygget, så vi kan få nogle ”almindelige naboer”. Beboerne på Aakjærs Alle har tilsyneladende ikke oplevet de gener, vi har haft. Det må være et udtryk for, at det 1 m bælte + den meget brede hæk fra deres skel skærmer rigtig godt. Det nye byggeri ændrer ikke på dette forhold, og det burde ikke give bekymring og mere ”indkig”, end det der er fra de mange naboparceller på Aakjærs Alle – de fleste er også i 2 etager.

Vi har mange gener – ud over afbrændte biler, er der holdt fester på arealet og efterladt et hav af de små gaspatroner, der bliver tisset i hækken op til vores bebyggelse og de nærmeste beboere har haft indbrud. Argumentet om, at arealet burde erstatte tabet af det grønne område, som forsvandt med lokalplan 165, er søgt. Vores område er åbent og meget grønt, og mange der går igennem området, giver udtryk for, at det er en skøn grøn oase. Man kan ikke vurdere kvaliteten af en grøn kommune alene på antallet af kvadratmeter kommunale græsplæner og antal træer på offentlige området.