- Gladsaxebladet - https://www.gladsaxebladet.dk -

Danmarks befrielse mindet i den gamle rådhushal

Borgmester Trine Græse markerede på Byrådets vegne de Gladsaxeborgere, der mistede livet i kampen for Danmarks frihed under 2. Verdenskrig.

Borgmester Trine Græse markerede på Byrådets vegne Danmarks befrielse 5. maj 1945 ved at lægge en krans foran mindesmærket i den gamle rådhushal for de Gladsaxeborgere, som gav deres liv i kampen for Danmarks frihed. Sognerådet besluttede efter befrielsen, at Gladsaxe skulle opføre et mindesmærke over de faldne borgere under besættelsen. To år efter befrielsen blev mindesmærket over de 15 frihedskæmpere fra Gladsaxe indviet. Tavlen er tegnet af arkitekt Vilhelm Lauritzen, som også står bag Rådhuset, og udført af den internationalt anerkendte billedhugger Henrik Starcke. Digteren Hans Hartvig Seedorff Pedersen har forfattet teksten, der lyder ’Navnene lever i sten – Daaden i tid’.