- Gladsaxebladet - https://www.gladsaxebladet.dk -

Et oratorisk mesterværk

Forfatteren Sara Omar nærmest rev tæppet væk under tilhørerne da hun fik årets ytringsfrihedspris

”Jeg var tavs alt for længe, men ikke mere”.

Det var blot en af sætningerne i den lange takketale, som forfatteren Sara Omar holdt, da hun ved SFs og Enhedslistens 1. maj-møde på Buddinge Skole blev den 13. modtager af de to partiers ytringsfrihedspris på 3.000 kr., et fuglebur, hvor fuglen er på vej ud og et diplom.

Sara Omar har skrevet den storsælgende bog Dødevaskeren, og det har gjort hende til en truet person. Opgøret med fundamentalistisk islamisme er ikke lige populært alle steder
Så mens hun holdt sin tale stod en sikkerhedsvagt klar tæt på hende.

Sara Omars tale var usædvanlig lang, men det store publikum så nærmest ud til at sluge hvert et ord. Det var en tale med substans hele vejen. Et opgør med religiøse mørkemænd, der ødelægger så meget for andre, der søger dialogens vej, en tale der gik til kamp for kvinders rettigheder, en understregning af at ekstremismen ikke må sejre i ligegyldig hvilken religion.

Sara Omar er muslim og står ved sin religion, som man gerne må kritisere og lave satire om. Men så vil hun også have lov til at forsvare sig.

Sara Omar sluttede af med at citere Poul Henningsens sang ”Man binder os på mund og hånd” fra 1940, hvor der bl.a. står:
Man binder os på mund og hånd
Men man ka’ ikke binde ånd og ingen er fangne, når tanken er fri
Vi har en indre fæstning her
som styrkes i sit eget værd
når bare vi kæmper for det, vi ka’ li’
Den som holder sjælen rank, kan aldrig blive træl
Ingen kan regere det, som vi bestemmer sel’
Det lover vi med hånd og mund
i mørket før en morgenstund
at drømmen om frihed bli’r aldrig forbi.

Der var stående klapsalver til Sara Omar, og adskillige tårer i øjenkrogene, da Sara Omar sluttede.