- Gladsaxebladet - https://www.gladsaxebladet.dk -

Fire priser til Bagsværd Kostskole

Bagsværd Kostskole og Gymnasium fik hele fire præmier med hjem fra Danmarks største naturvidenskabelige talentkonkurrence, Unge Forskere

Endnu en gang imponerede Bagsværd Kostskole og Gymnasium ved Unge Forskere – en naturvidenskabelig talentkonkurrence for skole- og gymnasieelever.

Mathilde Louise Baggers gymnasieprojekt om målretning af immunterapi gav en 2. præmie og 10.000 kr. i konkurrencen i Science i Forum. Derudover skal hun til Kina og repræsentere de danske farver ved CASTIC, den største internationale science-konkurrence i Kina.

Mathilde Louise Bagger har undersøgt, om man kan finde en effektiv metode til at udvælge, hvilke patienter med modermærkekræft, der skal udvælges til behandlingsformen immunterapi.

Skolens yngre elever kunne dog også være med. Sebastian Lohmann Rasmussen, Mads Frederik Poulsen og Albert Vigsøe Poulsen vandt ligeledes en 2. præmie og 10.000 kr. for deres projekt, PACEr, som handler om at genbruge plast som tilsætning til beton.
Anna Marie Gjørret, Cecilie Myrup og Inge-Marie Ørneborg fik en 4. præmie og 5.000 kr. for deres projekt, hvor de har arbejdet med at lave en sundere og mere velsmagende energidrik, hvor de har brugt bipollen i stedet for koffein.

Novozymes Challenge-prisen på 5.000 kr. gik til Sif Pelvig, Mille Næsby Beck og Ida Sørensen i 8. klasse, som havde arbejdet med, hvordan bioethanol kan være med til at formindske belastningen af miljøet og mindske CO2-udslippet – i deres forsøg indgår også brug af enzymer.

I alt havde 186 forskertalenter fra grundskoler og almene og tekniske gymnasier i hele Danmark kvalificeret sig til den nationale finale i Unge Forskere efter fem semifinaler i landets regioner. Konkurrencen er todelt – i finalen er der 50 grundskoleprojekter og 50 gymnasieprojekter.