- Gladsaxebladet - https://www.gladsaxebladet.dk -

Ja, vi tror på letbanen

Vagn Kristensen spurgte i sidste uge, om letbanen er et godt projekt. Og ja, det er vi et flertal i 11 letbanekommuner, Region Hovedstaden og Folketinget der er fuldstændig overbeviste om. Men kollektiv transport er dyrt, og derfor er det en investering i fremtiden. Når vi har valgt at investere i en letbane, så er det ikke fordi, det er den billigste løsning, men fordi vi mener, det er den bedste løsning til at binde vores hovedstad sammen og tiltrække vækst til gavn for borgere og virksomheder. Vi vil gerne give vores borgere en hurtig og miljørigtig, kollektiv transportløsning, som binder S-tognettet sammen på tværs og gør det nemt at komme til arbejde, uddannelse og på hospitalet. Vi har truffet vores beslutning tilbage i 2013 på baggrund af ”Udredning om letbane på Ring 3”, og vi har valgt letbanen frem for busser med udgangspunkt i rapporten ”Ring 3 – letbane eller RBT”. Begge kan læses på nettet. Og som tiden går, bliver vi mere og mere overbeviste om, at vi har truffet den rigtige beslutning. Movia og COWI er enige om, at en letbane er det rigtige på Ring 3, fordi den har mere kapacitet end busser og har færre gener for trafikken. For godt en måned siden udgav Transportministeriet en rapport, som viste, at trængslen frem mod 2030 bliver dobbelt så stor i hovedstaden som forventet og at bl.a. letbaner er en af løsningerne. Og for en uge siden viste de seneste optællinger fra Aarhus, at letbanen, trods en vanskelig start, allerede har 40 procent flere passagerer end de busser, som tidligere betjente ruten. I Odense er huspriserne allerede steget syv procent nær de kommende stationer, selvom der er næsten tre år til det første tog forlader perronen. Og når staten har valgt at lægge pengene og ikke være bygherre, vælger de blot samme model som i Aarhus og Odense. Lige nu er vi i gang med at planlægge, hvordan letbanebyggeriet kan foregå så gnidningsfrit som overhovedet muligt for alle, der færdes på Ring 3. Og ja, der er borgere, der er modstandere af letbanen. Men jeg oplever, at de fleste borgere og virksomheder har de ligesom jeg. Vi glæder os til, at letbanen kører sin første tur i 2025.