- Gladsaxebladet - https://www.gladsaxebladet.dk -

Knivstikker i søgelyset

27-årig mand blev stukket ned uden for Søborg Hovedgade 94, men meldes uden for livsfare

– Vi har et bud på, hvem gerningsmanden er, så det spor forfølger vi, siger Københavns Vestegns Politi i forbindelse med efterforskningen af et knivstikkeri lørdag eftermiddag på Søborg Hovedgade ud for nummer 94. Politiet modtog anmeldelsen om knivstikkeriet kl. 13.32 og var hurtigt fremme på gerningsstedet.

En 27-årig mand blev ifølge politiet stukket i mave- og nakkeregionen. Offeret kom forholdsvis hurtigt på operationsbordet på et nærliggende hospital og blev senere lørdag meldt uden for livsfare.

Et øjenvidne har over for dagbladet BT fortalt, at der opstod tumult på gaden, hvorefter offeret søgte hjælp i en nærliggende butik, hvor en person heldigvis kunne førstehjælp og fik lagt pres på såret.