- Gladsaxebladet - https://www.gladsaxebladet.dk -

Letbane: Samarbejde skal lette trafikken

60 virksomheder forbereder sig på trafikale problemer

Det kan ikke undgå at påvirke trafikken i Gladsaxe, når arbejdet med Letbanen langs Ring 3 går i gang. God trafikinformation og et samarbejde mellem kommuner og virksomheder skal være med til at lette trafikken omkring Ring 3 i byggeperioden.

Det skal være nemt at komme på arbejde, fordi det har stor betydning for at kunne tiltrække og fastholde de rigtige medarbejdere. Det mener en række virksomheder, som har det til fælles, at de ligger omkring Ring 3, hvor letbanen kommer til at køre – og som i de kommende år vil være præget af vejarbejde.

Derfor var cirka 60 virksomheder og kommuner tirsdag 8. maj samlet til informationsmøde arrangeret af netværket Smart Mobility in LOOP CITY, hvor virksomheder og kommuner samarbejder om at finde løsninger, der kan lette trængsel og gøre det nemmere for medarbejderne at komme til og fra arbejde.

Andre løsninger end bilen
Transportundersøgelser blandt virksomheder i Ring 3 viser, at cirka 50 procent af dem, som har mindre end 10 kilometer til arbejde kører i bil. Det er en afstand, som de fleste ret nemt kan cykle. Og god trafikinformation bliver en af nøglerne til at få borgere og medarbejdere til at vælge alternative transportmidler under byggeriet af letbanen.

– I kommunerne bestræber vi os på at sikre god information om, hvad der kommer til at ske, så det faktisk bliver muligt for borgere og medarbejdere at vælge andre løsninger end at tage bilen – måske bare en gang imellem, sagde borgmester i Gladsaxe Kommune, Trine Græse, der også er formand for LOOP CITY og næstformand for Hovedstadens Letbane.

Sikre fleksibilitet for medarbejderne
For at få informationen helt ud blandt borgere og medarbejdere, har virksomhederne også en vigtig rolle i forhold til at hjælpe med at udbrede trafikinformationen blandt sine medarbejderne.
Desuden kan virksomhederne gøre det nemmere at skabe fleksibilitet for medarbejdernes transport for eksempel ved at stille faciliteter som lånecykler og baderum til rådighed eller bruge virtuelle møder og hjemmearbejdsdage. Mulighederne er mange så længe løsningerne ligger i tråd med virksomhedens mål og på forskellig vis gavner virksomhedens bundlinje inden for økonomi, miljø, CSR, sundhed og trivsel.

FAKTA
Information om trafikken, når letbanearbejdet går i gang
Når letbanen bygges, vil pendlere og virksomheder primært blive informeret mere gennem kendte kanaler som:
• P4 Trafikradio
• Vejdirektoratets twitter, app og web: Trafikinfo og www.trafikken.dk [1]
• HL´s www.dinletbane.dk [1]
• Navigationssystemer
• Informationstavler og skiltning
• Lokale medier – lokalavis og nyhedsbreve
• DOT og www.rejseplanen.dk [2]