- Gladsaxebladet - https://www.gladsaxebladet.dk -

Mange ville svinge ketsjeren

Tennissportens Dag blev en succes

Hos Gladsaxe Tennis og Padel Klub var alle sejl sat til for at gøre Tennissportens Dag forrige lørdag til en oplevelse for de mange nysgerrige gæster, der kiggede forbi.

Ketsjere og bolde var lagt frem, og klubbens trænere stod klar til at hjælpe gæsterne i gang på banerne. Der var på forhånd lagt op til en sjov, spændende og aktiv dag i tennissportens tegn – og det blev det.
Alle gæster, børn som voksne, fik tilbud om at prøve kræfter med ketsjer og bold og få en forsmag på, hvad tennis egentlig går ud på. De fremmødte gæster tog godt imod udfordringen, og der var gang i den på banerne i dagens løb, hvor gæsterne også blev introduceret for forskellige tennisudtryk og klubbens mange forskelligartede træningstilbud.

Arrangementet varede fra 10 til 12, og blev afholdt på Gladsaxe Tennis og Padel Klubs baner på Gladsaxevej 200. I løbet af dagen kiggede cirka 40 tennis-interesserede gæster forbi, og tennisklubbens formand, Peter Munk, er godt tilfreds med fremmødet og dagens forløb. ”Vi er glade for, at så mange valgte at tilbringe deres lørdag hos os og håber, at arrangementet kommer til at resultere i flere nye medlemmer i klubben. Vi har en bred vifte af forskellige træningsforløb og godt med tilbud til spillere i alle aldre og på ethvert niveau”, siger
Peter Munk. ”Interesserede kan kontakte klubben hele sæsonen for at få en introduktion til klubben og en prøvetime,” siger Peter Munk.