- Gladsaxebladet - https://www.gladsaxebladet.dk -

Når sjælen gør ondt

DSU-formand trængte igennem med sit budskab

Mange unge har alvorlige psykiske problemer. Selvværdet kan være lavt, skolen kan byde på nærmest uoverstigelige udfordringer og det kan være svært at fungere socialt.

Så er det godt, hvis man kan hente professionel hjælp fra folk, der er trænede til at tage sig af den slags problemer.

Lasse Forsmann, der har få måneder på bagen som DSU-formand i Gladsaxe holdt en skarp tale på 1. majmødet, hvor han hudløst ærligt fortalte om de psykiske problemer, der havde ramt ham.

Han havde været nede, fået hjælp og var kommet på højkant igen, og da han atter begyndte at få det skidt var der igen hjælp at hente fra en skolepsykolog.

-Det er også vigtigt, at man kan henvende sig til organisationen headspace. Og det er vigtigt, at vi kan få hjælp fra skolepsykologer, så der skal ikke spares, sagde Lasse Forsmann, der ligner et lysende politisk talent.