- Gladsaxebladet - https://www.gladsaxebladet.dk -

Politisk flertal vil sikre flere penge til skoleområdet

Rådighedsbeløbet skal øges med 70 millioner kroner

Gladsaxes Kommunes skolevæsen står over for store ændringer og udfordringer i de kommende år. Der skal både skabes bedre fysiske rammer og nye læringsmiljøer, som skal sikre fremtidens skole i kommunen.

På Børne og Undervisningsudvalgets (BUU) møde i næste uge vil et politisk flertal bestående af Socialdemokraterne, SF og de Radikale sikre skoleområdet yderligere penge udover de i forvejen afsatte 250 mio. kr., som byrådet afsatte ved budgetforhandlingerne i 2015.

”Sagen om fremtidens skole har været længe undervejs, og vi er glade for, at vi nu kan træffe nogle vigtige beslutninger, der får konsekvenser for vores skolevæsen de næste mange år frem. Jeg er glad for, at vi har vist rettidig omhu ved at afsætte en stor sum penge tidligere til skolerne, men hvis vi skal indfri alle vores ambitioner, mener vi, at der skal flere penge på bordet. Og derfor vil vi på mødet foreslå yderligere 70 mio. kr. til skoleområdet.” siger 1. viceborgmester Serdal Benli (SF).

På mødet skal udvalget også beslutte, hvad der skal ske med Søborg skole, som fysisk er nødlidende. Forvaltningen foreslår en skrabet renoveringsmodel indenfor de nuværende fysiske rammer, som vil koste 87,2 mio. kr.

”Vi mener ikke, at den model forvaltningen foreslår, er ambitiøs og dækker de behov skolen og området har på sigt. Vi vil derfor på mødet foreslå model 2b, hvor vi beslutter både at modernisere skolen med 2½ spor og samtidig udvide de fysiske rammer. Det mener vi er en bæredygtig model, som vil sikre en god og moderne Søborg skole og samtidig skabe rum for at vi også kan investere i de andre skoler” siger formand for BUU Claus Wachmann (R).

Udvalget skal på tirsdag også se på en samlet investeringsplan for de øvrige skoler i kommunen.

”Analysen af de fysiske forhold på vores skoler tegner et klart billede af skolernes fysiske tilstand. Nogle skoler er mere nødlidende end andre skoler. Vi vil derfor på mødet foreslå, at projektering af renoveringerne på Stengård skole fremrykkes, fordi Stengård trænger til at vi snart får skabt de nødvendige forbedringer, hvis vi på sigt fortsat skal bevare en god og attraktiv skole. Jeg håber, at vi i udvalget kan få samlet et bredt flertal, der vil tage ansvar for en økonomisk og faglig bæredygtig plan for fremtidens skole i Gladsaxe”, siger næstformand i BUU Martin Samsing (A).