- Gladsaxebladet - https://www.gladsaxebladet.dk -

Venstre blev jordet

De politiske fronter blev trukket op på økonomiudvalgets møde

Den politiske stemning var ikke al for god efter kommunalvalget, hvor borgmester Trine Græse (A) mente, at Venstre for nogle kandidaters vedkommende havde været lige lovlig langt fremme i skoene.
Venstres gruppeformand Pia Skou gød olie på vandene og forsikrede, at Venstre var klar til at gå ind i et positivt samarbejde.
Men på økonomiudvalgets møde i tirsdags blev fronterne i hvert fald trukket meget skarpt op.
Udvalget skulle behandle Gladsaxestrategien for 2018-2022. Her kan partierne komme med deres indspark, og så forhandler man om dem.
Men Venstre kom med en lang række ændringsforslag, der i overvældende grad mindede om Venstres partiprogram.
-Det hele kom til afstemning, og det var kun Pia Skou, der stemte for forslagene, siger borgmester Trine Græse.
-Vi har jo en tradition for at finde konsensus. Der bliver givet og taget, og det ender med at forslag, der sendes til debatter og høring hen over sommeren. Det vil bl.a. ske på Gladsaxedagen. Der skal vi meget gerne hen igen, siger Trine Græse
Venstre havde stillet otte ændringsforslag:
1:
Følgende tilføjes som målepunkt:
Derfor vil vi arbejde for at nedsætte skatten med 0,1 %-point hvert år, hvilket Gladsaxe Strategien følger op på.

2:
Karaktererne for eleverne i afgangsklasserne skal stige med 0,2 point i gennemsnit frem mod 2020.

3:
Forvaltningen fremlægger forslag til ny skolestruktur i 2018, som behandles politisk og afsluttes inden sommer 2019, hvorefter ændringerne igangsættes.
Det politiske mål er, at andelen af elever som søger folkeskolen, ikke må falde.

4:
For at give forældrene bedre muligheder for at passe deres job, så skal antallet af lukkedage nedbringes.
Der afskaffes én lukkedag hvert år fra og med 2019.

5:
Med baggrund i Idrætsforeningernes forslag og ønsker udarbejdes der en plan for hvilke faciliteter, der skal opgraderes. Der sættes årstal på de enkelte aktiviteter, som igangsættes fra og med 2018.
Derefter konstateres det hvert år om planen følges.

6:
Det er vigtigt for mange villaejere, at kvartererne for deres bolig ikke ændrer karakter, men tværtimod at det grønne, åbne præg fastholdes.
Der skal ikke fortættes i villakvartererne og det konstateres hvert år om dette er tilfældet.

7:
Vi tænker erhvervsudvikling, infrastruktur, beskæftigelse og uddannelse sammen. Vi leverer god myndighedsbehandling og service og samarbejder med erhvervslivet om at skabe gode rammer for vækst, iværksætteri, lokal udvikling, og om at løse regionale udfordringer. På den måde skaber vi gode rammer for erhvervslivet. Samtidig forventer vi, at virksomhederne agerer bæredygtigt, bidrager til den grønne omstilling og gerne tager et socialt ansvar. Vi vil være en værdifuld partner for opkvalificering, rekruttering og jobformidling, så alle ledige kan finde et arbejde. Sammen med virksomhederne indgår vi samarbejder om, at borgerne får uddannelse i de kompetencer, som virksomhederne efterspørger.

8:
I Gladsaxe strategien laves link direkte til beskæftigelsesplanen 2018, lokalplaner, fag-politiker såsom sundhedspolitik, skole- og bevægelses-politik, osv.