- Gladsaxebladet - https://www.gladsaxebladet.dk -

Banen er for lille

Den nye kunstgræsbane på Gladsaxe Skole er langt fra de krævede betingelser

Endelig er den der. Den hårdt savnede kunstgræsbane på Gladsaxe Skole, hvor IF Bytoften holder til. Nu kan den tages i brug.

Der er bare lige en enkelt detalje: banen lever ikke op til de krav, d er stilles til en banes størrelse. Så hvis reglerne virkelig skal følges, så må man spille et andet sted.

-Hvis man følger de gældende regler, så skal banen være 105×68 meter. Hvis banen er anlagt før 2012, så skal den være 102×65 meter. Og vores nye bane er 90×60 meter, siger Bytoftens formand Thomas Dreyer.

-Men vi tager det nu helt roligt, og onsdag skal jeg til et møde i Himmelev med SBUs generalsekretær, så vi kan finde en fornuftig løsning med en dispensation. Sagen er jo, at alle kunstgræsbaner i Gladsaxe har samme dimension, siger Thomas Dreyer.

Banen ved Gladsaxe Skole kan ikke blive større, når der også skal være plads til at folk, der ikke er i aktion, kan komme forbi.

Og de manglende kvadratmeter må jo siges at være et problem for begge hold.
I uge 32 er man hos IF Bytoften klar til den officielle indvielse af banen. Et hold bestående af spillere, der har været medlem i 28 år skal møde et veteranhold fra Bagsværd Boldklub.