- Gladsaxebladet - https://www.gladsaxebladet.dk -

Lidl rykker ind

Konkurrencen mellem supermarkeder skærpes snart i Bagsværd

Det har længe været et massivt rygte. Og det var rigtigt: Det bliver Lidl, der rykker ind som supermarked i nybyggeriet Sophienberg på Vadstrupvej/Laurentsvej. Byggeriet ventes at stå så klart, at de første beboere kan rykke ind i lejligheder omkring årsskiftet.

Bydelsudviklingsprojektet omfatter 154 familieboliger, en stor dagligvarebutik og tilhørende p-pladser i kælderen.

Med Lidl i området bliver der konkurrence til Irma, Meny Bagsværd, Fakta og Netto, der alle ligger i meget få hundrede meters afstand

Byggeriet består af to huse; Porthuset og Købmandsgården med hver sin udformning. Bygningerne opføres i høj kvalitet med variation i etagehøjden, der forskydes i fem, syv og ti etager med store altaner eller små haver til hver lejlighed. P-kælder under bygningerne med p-plads til hver lejlighed.

Porthuset får 71 boliger op til syv etager, og Købmandsgården kommer til at bestå af 83 boliger op til ti etager og med dagligvarebutik, Lidl, i stueetagen. Boligerne består af to til fem værelses lejligheder i størrelser fra 75 m² -133 m².