- Gladsaxebladet - https://www.gladsaxebladet.dk -

Revanche efter grilltur i Løvens Hule

Michael Rude Moncur fra Søborg optrådte sammen med makkeren i Løvens Hule. At se den endelige udsendelse var ikke en fornøjelse, men det går virksomheden godt.

– Vi var i Løvens Hule og blev godt ristet i det der blev vist på fjernsynet. Vi forstår godt klipningen, men det var ikke sjovt at se resultatet i tirsdags.

Med et kraftigt stænk af selvironi og en stor forståelse, at et TV-format som Løvens Hule skal have helte, skurke og klovne kan den 37-årige Michael Rude Moncur fra Søborg og hans makker Lasse Johansen godt se det fra den positive side, selv om de ikke ligefrem blev tildelt helterollen i Løvens Hule.

– Vi var igennem Christian Stadils talknuseri og Jesper Buchs rasen mod vores værdiansættelse. Vi tøvede lidt da løverne ville have tallene på en anden måde end den vi gav dem og da vi så – som Lasse og jeg havde aftalt på forhånd – satte en ekstra høj værdiansættelse, blev stemningen noget mere presset. Det er lidt sjovt, at Lasse og jeg begge er cand. merc.’er i finasiering, men det er talgennemgangen der får os til at se uforberedte ud!

Løvens Hule er en programserie med en langt produktionstid. Lasse Johansen og Michael Rude Moncur præsenterede deres virksomhed Tablebox for løverne for ni måneder siden. Men ”ristningen” blev først vist seerne for nylig. Det fremgår ikke af programmet, at de to iværksættere efter gennemgang af budget og diskussion om værdiansættelse havde en rigtig god dialog med løverne og derfor rent faktisk endte med, at løven Birgit Aaby investerede en halv million kroner i Tablebox for en ejerandel på fem procent.

Går som varmt brød
I Tablebox har de to iværksættere allerede haft flere successer i de fem år de har været i gang. De har blandt andet opfundet den nye pap-ølholder som Tivoli, Roskilde Festival og Parken bruger. De sælger op imod 500.000 ølholdere om året. Deres ølholder har den fordel, at den kan stå op, uden at øllene vælter.

De har nu søsat et nyt produkt – Teebee, som er en legeboks til for eksempel legetøj. Under bilturen kan børnene have boksen mellem benene, mens de leger med deres ting, som de har med i boksen i stedet for at sidde med tabletten på hele turen.

Lasse og Michael var på jagt efter endnu en investor, så derfor meldte de sig til Løvens Hule. Så selv om det ikke blev den allermest positive oplevelse i Løvens Hule, så opnåede de, hvad de kom efter, nemlig den sidste investor til Tablebox: Birgit Aaby, hvilket har udviklet sig til et godt samarbejde.

I Løvens Hule havde de prototypen af Teebee, og den fik de så siden produceret 10.000 styks af. De har leveret 2700 styk til deres ”backere” fra crowdfundingkampagnen sidste år. Derudover er boksen blevet solgt til 35 lande over hele verden. Omkring halvdelen er blevet solgt i Danmark, mens resten er hovedsageligt røget til Australien, USA, Storbritannien og Tyskland.

– Vi har allerede solgt yderligere 30.000 bokse til distributører i flere lande, og har en ambition om at sælge mere end 70.000 Teebees i år, fortæller Michael Rude Moncur.

Tæt på hjemmet
Tablebox har kontor på Rentemestervej i Nordvest: – Min kone og jeg købte et gammelt hus i Søborg i 2012, så jeg har ikke mange

minutter på cykel, før jeg er på arbejde, siger Michael Rude Moncur.
– Lasse og jeg studiekammerater, så vi har kendt hinanden i 13-14 år, siden vi læste HA på CBS. I flere år har vi haft fokus på at lave emballage inden for mad og drikke, men det er meget sandsynligt, at vi forsøger at udvikle os inden for legetøj, fortæller Michael Rude Moncur.

Jo, han og makkeren blev både grillet og ristet. Men det går jo meget godt. Og så er det ingen ringe evne at have, at man ikke tager tingene for tungt!