- Gladsaxebladet - https://www.gladsaxebladet.dk -

AB Gladsaxe vil op

En oprykning vil byde på en masse problemer men den tid den glæde

Der er god plads i administrationslokalerne hos 2. divisionsklubben AB Gladsaxe i den nye tribune på Gladsaxe Stadion. En medarbejder er blevet headhunte – han skal dog have en afløser – og det var nødvendigt at skille sig af med en anden medarbejder for at udvise rettidig omhu rent økonomisk.

Så umiddelbart er der ikke lige en duft af 1. division over det hele.

Men det skal der meget gerne være på samme tidspunkt næste år. I hvert fald hvis det står til den administrerende direktør Peter Rasmussen.
-Naturligvis vil det være en stor udfordring rent praktisk, hvis vi rykker op fra 2. division. Men så må vi tage den udfordring til den tid, siger Peter Rasmussen, der i sine 394 kampe på bagsværdmandskabets bedste mandskab viste stor fightervilje. Den kan han få god brug for næste år. Men den tid den glæde.

-Vi klarede os godt her i foråret med en masse sejre og uafgjorte kampe, da Michael Madsen kom til som træner, vi har fået Michael Jørgensen fra Skovshoved som assistenttræner, vi har hentet gode spillere ind i truppen her i sommerpausen, og vi har spillet nogle gode træningskampe. Så jeg synes, at vi har lov til at være optimister, siger Peter Rasmussen.
Turneringsformen i 2. division er ændret, så man tager alle sine point med sig, når rækken deles i to afdelinger, hvor der spilles om henholdsvis op- og nedrykning. Man kan ikke spekulere i at tabe for at få et bestemt hold med i et slutspil.

-Det betyder, at der skal være fuld fart på hele tiden, og det vil gøre det mere spektakulært. Vi vender tilbage til at spille om søndagen. Det vil være det mere interessant for vore sponsorer, at de kan mødes til spisning før kampene og måske træffe nogle nye kunder, siger Peter Rasmussen.

På grund af bidende frost i forårsmånederne blev en del kampe spillet på kunstgræsbanen i Bagsværd.

-Det betød så, at vi ikke kunne servicere vore sponsorer. Det havde de heldigvis forståelse for. Vi ville ikke tilbage på stadionbanen, før vi var sikre på, at vi ikke smadrede den.
Peter Rasmussen og hans assistent Linda Fick har travlt på kontoret. De arbejder vist mere end 37 timer om ugen.

-Det er hårdt, men når man kan blande sin passion med sit arbejde, tærer det ikke så voldsomt. Men der har da været situationer, hvor jeg tænkte, at jeg lige skulle give mig selv en lille pause – og den tog jeg så, siger Peter Rasmussen, der glæder sig over, at der er en trofast skare af folk, der gerne vil give et nap med omkring kampene.
AB sæsondebuterer ude mod Avarta søndag 5. august. Rødovreklubben skal have lagt dræn i banen, så de første seks kampe spilles i Glostrup.