- Gladsaxebladet - https://www.gladsaxebladet.dk -

En uge fuld af fantasi

Rollespil et hit i sommerferieaktiviteterne

”Børnebank. Børnebank”.

Kampråbet gjaldede på den store knastørre plæne ved Tyrolerhuset på Nybrovej.

Nu kunne de ”onde” forældre få lov til at tæve løs på deres afkom med sværd. Ungerne havde heldigvis selv både sværd og skjold.
Det hele var naturligvis kun skæg og ballade.

Det var afslutningen på rollespillet, som igen i år er en af de mange ting, som skole-eleverne kan melde sig til i ferien.

De mange deltagere tilbragte de første dage på Telefonfabrikken, hvor instruktørerne fortalte om hvordan man spiller rollespil – der i den grad er en udfordring til fantasien – og der blev lavet kostumer, så man kunne kende forskel på de forskellige hold.

Fredag rykkede man så til den vante rollespilsplads ved Radiomarken, og så kom der gang i spillet, hvor ungerne i den bagende hede fik flyttet sig. Instruktørerne havde kostumer på, så de nærmest svedte tran.

Da spillet var slut fik forældrene lige tilbudt et hurtigt kursus i, hvordan man laver fægtekampe, så man ikke kommer til at skade noget eller nogen med de bløde våben. Og så gik slaget i gang. Det var tydeligt, at mange syntes det var sjovt at forældrene involverede sig i deres børns aktiviteter.

Som de ordentlige mennesker rollespillerne er, gik de så i gang med at rydde ordentligt efter sig. Teltlejrene blev pillet ned, og der blev slæbt borde og bænke.

-Hvis man har lyst til at besøge fantasiverdenen Niramham så kan man via kommunens hjemmeside prøve at se, om man kan få en ledig plads i uge 32, fortæller Babylons formand Jonas Rassing.

Der blev gået til sagen, da der skulle kæmpes til sidst.  Foto: Niels Rasmussen

Der blev gået til sagen, da der skulle kæmpes til sidst.
Foto: Niels Rasmussen