- Gladsaxebladet - https://www.gladsaxebladet.dk -

Forældre skal ikke blande sig i spillet

Gladsaxe Søborg Badmintonklub hjælper både børn og deres forældre godt i gang, når børnene vil spille turneringer

Flere medier sætter i øjeblikket fokus på forældres mere eller mindre heldige opførsel på sidelinjen, når deres børn dyrker sport. Gladsaxe Søborg Badmintonklub har længe været opmærksom på udfordringen og arbejder målbevidst på at hjælpe både børn og forældre godt i gang med at spille turneringer.

Det fremgår af et interview i en ny guidebog for forældre ”Vi går til badminton”, som udkommer på forlaget Frydenlund i næste måned. Bogen er skrevet af Ulla Abildtrup.

Vi bringer her et uddrag af interviewet med Ditte Nyeng fra Gladsaxe Søborg Badmintonklub.

Ulla Abildtrup: Hvad gør I for at hjælpe de nye godt i gang i klubben?

Ditte Nyeng: ”Vi har haft succes med at holde turnering for børn, der ikke har været til turnering før. Sidst havde vi 28 spillere tilmeldt fra U11 til U17 og begyndte med fælles opvarmning. Bagefter spillede børnene fire-fem kampe hver. Du skulle have set deres øjne, hvor de lyste! De var så ivrige efter at spille.

Imens børnene spillede, holdt vi så forældremøde om klubbens forventninger og om livet som forælder til et badmintonbarn. Vi anbefaler, at forældre klapper ad alle gode dueller – også selvom det er en duel, som deres eget barn taber.

Og vi opfordrer forældre til at undlade at forstyrre, når barnet spiller. Forældre skal ikke blande sig i spillet, fordi det kan være en belastning for barnet, hvis mor og far er ”for meget på”.

Jeg har fx selv oplevet en far, der blandede sig, da hans barns modstander dømte en bold ude. ”Nej, den der var da vist inde,” sagde faren, mens det andet barns mor var et øjeblik væk fra banen. Da moren så kom tilbage til banen, begyndte de to forældre at skændes, og drengen begyndte at græde.

Forældrene skal tænke på, hvor meget pres barnet kan holde til. De skal også tage hensyn til barnet på den anden side af nettet og til deres eget barns makker i en double. Vi anbefaler også, at forældrene roser både deres eget barn og modstanderen efter kampen.”