- Gladsaxebladet - https://www.gladsaxebladet.dk -

Gladsaxe er et sikkert sted

I en undersøgelse af, hvor sikre Danmarks kommuner er, klarer Gladsaxe sig bedst blandt de københavnske omegnskommuner

Hvilken kommune er det sikrest at bo i? Og i hvilke kommune er det ”farligst”.

Ja, hvis du ikke ligefrem ønsker at bo i en økommune (Læse, Samsø, Ærø, Fanø eller Bornholm), så kan du i det storkøbenhavnske område finde størst sikkerhed på Frederiksberg eller Gladsaxe.

Sammenligningstjenesten Mikonomi.dk har lavet en undersøgelse, hvor man har opgjort antallet af voldsforbrydelser, antallet af indbrud og færdselsuheld pr. 1.000 indbyggere.

Gladsaxe Kommune er med i top-10 og kommer ind på en 7. plads med 25 point. I Storkøbenhavn klarer kun Frederiksberg sig bedre med 27 point.

I Gladsaxe er der 0,34 færdselsuheld pr. 1.000 indbyggere, mens der er 2,69 voldforbrydelser blandt 1.000 indbyggere og 10,78 indbrud.

Blandt Gladsaxes nabokommuner hedder tallene for Gentofte (0,07 uheld, 2,16 vold og 29,48 indbrud, hvilket er flest indbrud i Danmark), Herlev (hhv. 0,70; 3,01 og 10,85), Furesø (0,47; 2,67 og 21,67), Lyngby-Taarbæk (0,18; 2,62 og 15,33) og København (0,63; 6,94 og 5,73).

De tre sikreste kommuner er Læsø, Samsø og Ærø. Dette skyldes blandt, at både Læsø og Samsø – ifølge tal fra Danmarks Statistik – ikke havde nogle færdselsuheld med en personbil involveret i 2017. De to kommuner har heller ikke haft indbrud sidste år. I undersøgelsens sidste kriterium, voldsforbrydelser pr. tusinde indbygger, ligger de tre kommuner også i top fem over de kommuner med de færreste voldsforbrydelser. Læsø har det laveste antal af voldsforbrydelser pr. tusinde indbygger med 0,56.

Lolland, Brøndby og Brønderslev Kommune er de tre farligste kommuner i Danmark i 2018. En af de væsentligste årsager til, at Lolland og Brøndby ender som de to farligste kommuner i Danmark, skyldes blandt andet det høje antal af voldsforbrydelser. I 2017 var der i de to kommuner henholdsvis 8,22 og 7,26 voldsforbrydelser pr. tusinde indbygger. Til sammenligning ligger gennemsnittet for alle de danske kommuner kun på 3,71.

Interessant er det, at der er ubetinget flest færdselsuheld i Nordjylland. Jammerbugt ”fører” med 4,39 skarpt forfulgt af Rebild 4,33, men Brønderslev, Hjørring og Aalborg er også godt med – alle med tal, der er fire-fem gange så høje som tallene i Storkøbenhavn. Midtjyderne følger dog lige efter, hvor det er almindeligt for kommunerne at have tal på mellem 1 og 2.

Top-10
Læsø 30 point
Samsø 29 point
Ærø 28 point
Frederiksberg 27 point
Fanø 27 point
Gladsaxe 25 point
Fanø 25 point
Bornholm 24 point
Vejen 24 point
Greve 24 point
Skive 24 point

Bunden
Lolland 13 point
Brøndby 14 point
Jammerbugt 15 point
Brønderslev 15 point
Sorø 15 point
Glostrup 16 point
Guldborgsund 16 point

Gladsaxe har opnået en Mikonomiscore på 25 ud 30 mulige
Gladsaxe Kommune har fået 10 ud af 10 point i forhold til, hvor mange færdselsuheld pr. personbil, der sker i kommunen. Desuden har kommunen fået 8 ud af 10 point i forhold til, hvor mange voldsanmeldelser, der er. Til slut har Gladsaxe Kommune fået 7 ud af 10 point i forhold til, hvor mange indbrud, der er.