- Gladsaxebladet - https://www.gladsaxebladet.dk -

Han svømmede Bornholm Rundt

Peter Schultz fra Buddinge tog en svømmetur på 110 kilometer i den gode sags tjeneste

For mange ironmanudøvere er svømmeturen på 3800 meter på åbent hav det værste i løbet af det halve døgn, som de er i aktivitet. Forestil dig så, at du skal svømme 110 kilometer på åbent hav og oven i købet skal rundt om Hammerodde, hvor bølgerne indimellem har det med at få himmel og hav til at stå i et.

Det er ikke for tøsedrenge at svømme rundt om Bornholm, men heldigvis viste vejret sig generelt fra den gode side, og hvad mange ikke tænker på – når øen også kaldes Solskinsøren – så kunne vandtemperaturen visse steder komme under ti grader, og det er altså ikke særligt varmt, når man i løbet af fire og et halvt døgn skal opholde sig mindst otte timer i vandet hver dag.

Selv om Peter Schultz fra Buddinge er en rutineret langdistancesvømmer på åbent hav med mange meritter på CVet, så var Bornholm Rundt trods alt oppe på udholdenhedsniveau, som han aldrig tidligere havde prøvet.

Det var Peter Schultz’ kone Pimmie som satte ham i gang: – Hun er ret sej. Hun kan se, når jeg bliver rastløs – og så skal jeg have et ”projekt”, fortæller han.

Projektet, som Peter Schultz opdagede kunne være interessant, handlede om at skabe opmærksomhed for NGO-organisationen Plastic Change ved at svømme Bornholm Rundt: – I efteråret spurgte jeg, om jeg kunne hægte mig på, siger Peter Schultz, der bor i Buddinge sammen med Pimmie og deres fire børn på 7, 5, 3 og 0 år. Emma er nu knap otte måneder, og Peter Schultz har god tid til at tale, for han er på barselsorlov frem til midt i august.

Struktur og disciplin
Med fire små børn, et arbejde som souschef i visitationsafdelingen i Brøndby Kommune kræver det vedholdenhed og disciplin at træne op til en så voldsom fysisk udfordring.

Træningsdisciplin er afgørende i den indledende fase: – Man kan jo spørge hvorfor? Hvorfor vil du svømme 110 kilometer? Det handler om identitet. Du sætter dig et mål, og du træner disciplineret efter det, fordi det at komme over målstregen i sidste ende er så forførende, siger Peter Schultz.

I efteråret gjaldt det om at få ”nogle meter i armene” – for der skal baskes lidt ”med vingerne” undervejs. Det blev til mange bassinlængder fra klokken 5 om morgenen i Hjortespringbadet. På et tidspunkt var Peter og familien på familiebesøg i tre uger i Ecuador:

– Så der fik jeg ikke trænet, men vi var meget heldige med vejret i maj herhjemme, og det gjorde, at vi kunne træne på åbent hav tidligere end normalt. Således svømmede vi rundt om Enø – det er en ”lille” tur på 15 kilometer, fortæller Peter Schultz, der fuldførte bornholmerturen sammen med to andre, hvoraf den ene ikke tidligere havde prøvet at svømme langt:

– Men han trænede som en vanvittig hele efteråret, vinteren og frem til start.

Rutineret svømmer
Peter Schultz er ”gammel” konkurrencesvømmer i barndomsbyen Farum. Men som han fortæller, så er der stor forskel på at svømme konkurrencesvømning i et 25- eller 50-metersbassin og så crawle på åbent hav:

– Du bruger nogle helt andre muskelfibre. Du har brug for en helt anden form for energioptagelse. Du skal opbygge en viden om, hvad du skal drikke og spise, og så skal du være disciplineret. På åbent vand svømmer du langsommere, men til gengæld skal du bevæge armene i meget længere tid.

Peter Schultz havde sin rutine at trække på. Han har svømmet langt på åbent vand siden 2002, hvor han svømmede over Øresund. Siden krydsede han Storebælt (2006, 20 km og fem timer). Den Engelske Kanal (2007, 38 km og 12 timer), Femer Bælt (2009, hvor Peters kone Pimmie også svømmede med over) og Kattegat (2010, 38 km).

– Turen over Kattegat blev fuldført blot fire dage efter, jeg blev opereret for blindtarmsbetændelse. Lægen havde sagt god for det, men selvfølgelig tog jeg mine forholdsregler, før jeg svømmede fra Sjællands Odde til Grenå, fortæller Peter Schultz.

Turen over Den Engelske Kanal er et stort setup med mange regler. Således koster det 45.000 kroner bare at få lov til at deltage, og så må svømmerne ikke bruge våddragt.

Som svømmer forstår Peter Schultz ikke helt, hvorfor så mange ironman-deltagere er bekymrede for svømningen: – Jeg har kørt to ironman. Den første gennemførte jeg i 2009. 2.200 deltagere var med i Schweiz, og i svømmedelen blev jeg nr. 7 blandt motionisterne, mens jeg blev nr. 1.000 i cykling. Havde det været omvendt, var jeg kommet i mål en time hurtigere…

Lange dagsture
Hver dag på bornholmerturen bød på en meget lang svømmetur (de daglige længder var hhv. 27, 26, 22, 25 og 10 km henover dagene). Under de udmarvende ture var det vigtigt med energiindtaget, som hver halve time bestod af bananer og energidrik samt rigeligt med vand og mad mellem turene. Der var store temperaturforskelle: ca. 16 grader på nordsiden, 12-13 grader på sydsiden og ned til ca. 7 grader lige ud for færgeindsejlingen til Rønne Havn:

– En færge havde lige sejlet forbi og ophvirvlet det kolde vand fra bunden… Uhhh!, siger Peter Schultz med en gysen.

På førstedagen var der store medvindsbølger, mens andendagen mest foregik i modstrøm. På tredje- og fjerdagen kom bølgerne ind fra siden:

– Jeg havde inden turen sagt, at de første to dage skulle overstås, og at turen først ”startede” på tredjedagen. Det fik jeg ret i. Tredjedagen var mentalt hård, og der var ret langt ”hjem” til Allinge. De første to dage med knap 53 km sad godt i kroppen.

Peter Schultz fik en ret alvorlig overbelastningsskade fra tidligt på tredjedagen, hvilket gav en voldsom krise, der næsten fik ham til at stoppe. Smertestillende medicin hjalp tilstrækkeligt til, at han kunne fuldføre:

– Jeg vil sige det på den måde, at det fysiske ved at svømme langt ikke er nær så belastende, som den mentale udfordring. Der sidder en lille djævel på dig, og han er hele tiden klar til at æde dig mentalt: Stop nu! Stop nu! Du har smerter! Det er koldt! Selvfølgelig er der også de fysiske udfordringer og de skader, som du kan få.

Peter Schultz’ to medsvømmere fik overbelastningsskader ved deres håndled, som for den enes vedkommende generede meget – men ikke nok til at overveje at stoppe.

Med hensyn til sikkerheden havde de tre svømmere tydelige badehætter på, og en følgebåd fulgte dem tæt hele vejen rundt.

Opmærksomhed
Plastic Change fik opmærksomhed for bornholmerturen, og det var hele målet med den store udfordring. På det seneste har der været mange historier om plastikforureningen i verdenshavene og om, hvordan plastikken ender i hvaler, hajer og fisk.

Selve ankomsten var timet til at foregå i Allinge fredag kl. 11 til Folkemødet. De tre svømmere – de to andre var Hans Henrik H. Heming og Kenneth Sylvest Andersen – havde med ”spænding” set frem til mødet med Hammerodde. Den sidste tur var på 10 kilometer. Vi startede fra Vang Havn 6,5 kilometer syd for Hammerodde:

Plastic Change
• En dansk miljøorganisation, der arbejder internationalt.
• Organisationen skaber opmærksomhed omkring og kommer med mulige løsninger på den voksende plastikforurening i havene og miljøet.
• Deres beregninger viser, at mængden af plastik i havene vil være fordoblet om 10 år, hvis vi ikke stopper udviklingen. Lader vi stå til, vil plastikmængden i 2050 vægtmæssigt overstige mængden af fisk.

– Vi havde relativt store bølger, før vi rundede Hammerodde, men bølgerne var i ryggen på os, hvilket gav en slags medvind. Da vi rundede odden, svømmede vi de sidste 3,5 km i fladt vand med sol fra en skyfri himmel – en helt fantastisk afslutning. Vi nåede rundt om Hammeren før tidsskemaet, så derfor svømmede vi ind i Sandvig Havn og tog et lille hvil, inden vi svømmede ind til Folkemødet og var der, som vi havde sagt, nemlig kl. 11.

– Det primære mål med vores tur var at bringe fokus på plastikforureningen. Det lykkedes. Men under turen var jeg noget udfordret på kulden. Vi havde neopren fødder, hue og badehætte på. På førstedagen fik jeg et godt råd, da jeg frøs ret så meget. Jeg tog en tynd uldtrøje på, og det tog det værste af kulden. Normalt skal man ikke lave om på det, man har forberedt, men det var en god idé. Jeg frygtede slidskader, men det undgik jeg, siger Peter Schultz.

Familien Schultz er en svømmefamilie: – Min kone Pimmie er også tidligere konkurrencesvømmer, og nu er vores ældste Felix på syv startet i Gladsaxe Svømmeklub, og så småt er ved at engagere os i klubben.

Noget af det som Peter Schultz især ser frem til er åbenvandssvømningen i Gladsaxe: – Den foregår ud for Bellevue hver onsdag. Vejret er jo lige til det i øjeblikket, siger Peter Schultz med et forventningens smil.

GSC Open Water
Træningen foregår med uddannet instruktør ved Bellevue hver onsdag. Det er ikke særligt dyrt sammenlignet med andre åbentvandshold.
Alle er velkomne til at komme forbi til en prøvesvømning, hvis man er nysgerrig på, hvad Open Water er, eller hvis man vil finde ud af om ens niveau matcher andre medsvømmeres. Åbentvandssvømning har en appel til rigtig mange interessenter (konkurrence på de lange distancer, triathlon, naturoplevelser, god motion i de danske farvande, socialt fællesskab, mv.).
Hammerhus tidligt om morgenen. Målet er nær! Foto: Privat.

Hammerhus tidligt om morgenen. Målet er nær! Foto: Privat.

Så glade var de efter 110 km. Peter Schultz står yderst th.  Foto: Privat.

Så glade var de efter 110 km. Peter Schultz står yderst th.
Foto: Privat.