- Gladsaxebladet - https://www.gladsaxebladet.dk -

Idrætsforeninger skal inddrages

Tak til Henrik Høj Petersen, som efterspørger kontakt med idrætsforeningerne.

Pia Skou, Gruppeformand, Venstre

Tak til Henrik Høj Petersen, som efterspørger kontakt med idrætsforeningerne. Det drejer sig om Venstres forslag med at slå de 2 skoledistrikter for Bagsværd og Skovbrynet sammen til ét skoledistrikt og udbygge Bagsværd skole.

For at skabe plads til udbygningen af Bagsværd skole, kan arealet hvor klublokalet for fodbold, Bagsværd vægtløfterklub og atletikklubben ligger, eventuelt give plads til den nye del af Bagsværd skole.

Skolens nye tilbygning bør indeholde omklædning, fællessal, mødelokaler mm. Faciliteterne skal kunne bruges af såvel skolen som idrætsklubberne, der bruger atletikstadion og fodboldbanerne, så klubberne i området tillige får gavn af de nye og tidssvarende faciliteter, som en udbygning af Bagsværd skole vil kunne tilbyde.

Sportsforeninger, der ikke direkte bruger Bagsværd stadion, kan tilbydes faciliteter et andet sted i kommunen. F.eks. Bagsværd Vægtløftnings klub.

En så stor og vigtig beslutning, skal ikke tages uden at inddrage alle berørte parter. Derfor lød Venstres forslag i Byrådssalen således:
”At forvaltningen undersøger hvilke arealer op til Bagsværd skole, der kan anvendes til udbygning af Bagsværd skole, så der tages hensyn til sportsklubberne.

At forvaltningen opstiller scenarier for hvad der kan lade sig gøre for at integrere Skovbrynet skole på Bagsværd skoles tilstødende arealer.

På basis af forvaltningens scenarier høres de berørte parter således, at skolebestyrelser, medarbejdere, idrætsklubber m.fl. inddrages i processen.”

Jeg ser frem til at høre om der er mulighed for at udbygge Bagsværd skole og holdningerne fra skoler og idrætsforeninger.