- Gladsaxebladet - https://www.gladsaxebladet.dk -

Klimavenlig mad til Gladsaxedagen

Ung i Gladsaxe laver mad af overskydende råvarer fra Kvickly

Det er med ro i sindet, at gæsterne på Gladsaxedagen 25. august kan stille sulten med sandwichs og andre godter fra madboden hos ’Ung i Gladsaxe’.

Maden bliver nemlig lavet i samarbejde med Kvickly på Buddingevej, der stiller overskydende råvarer til rådighed, så mindst mulig mad går til spilde.

Initiativet med fokus på mindre madspild er inspireret af FN’s 17 verdensmål om bæredygtig udvikling, der er indarbejdet i den kommende kommunestrategi, Gladsaxestrategien.

Hør mere om Ung i Gladsaxe
Mens du sætter tænderne i en klimavenlig sandwich, kan du høre mere om de mange tilbud, som Ung i Gladsaxe tilbyder borgere i alderen 13 til 29.
Hvert år bliver der arrangeret sommerture, skiture og weekendture, så de unge kan lære andre unge at kende på tværs af kommunens bydele.
Udover de mange ture kan de unge også mødes ved forskellige mødesteder og ungecaféer på byens skoler, hvor de også kan få en snak om alt mellem himmel og jord med en voksen.

Se alle aktiviteterne på gladsaxe.dk/gladsaxedagen. Du kan også tilmelde dig en gratis sms-service ved at sende GLX til 1245.