OL-deltagelse kom nærmere på
ol.jpg
Sølvdamer: Fra venstre er det Anne Larsen (Odense Roklub), Frida Sanggaard Nielsen (Bagsværd Roklub), Lærke Berg Rasmussen (Danske Studenters Roklub) og Ida Gørtz Jacobsen (Bagsværd Roklub), der jubler over sølv i OL-bådtypen damefirer uden styrmand ved World Cup-finalen i Luzern. Foto: Privat.
Historisk gode World Cup-resultater af Bagsværd-roere

Bagsværd Roklub var med hele fem roere godt repræsenteret, da verdenseliten havde sat hinanden stævne i Luzern ved den sidste afdeling af rosportens World Cup.

Og samtlige fem roere leverede resultater fra den øverste hylde med fire sølvmedaljer og en fjerdeplads. Efterfølgende er fire af roerne udtaget til senior-VM.

Den måske mest bemærkelsesværdige præstation var i damernes firer uden styrmand, hvor Ida Gørtz Jacobsen og Frida Sanggaard Nielsen, begge fra Bagsværd Roklub, vandt en sølvmedalje sammen med deres holdkammerater fra Odense Roklub og Danske Studenters Roklub.

De fire kvinder havde blot roet sammen i omkring en uge inden World Cuppen, men de førte alligevel foran de australske verdensmestre de første tre fjerdedele af løbet. Damefireren er på OL-programmet, så det er et resultat, der lover enormt godt for fremtiden.

Sølvmedaljer var der også til både Mathilde Persson og Jens Graudal i letvægtsdobbeltfirer for henholdsvis damer og herrer. Mathilde Perssons dobbeltfirer er et landsholdsprojekt, der på sigt skal skæres ned til en dobbeltsculler, som er på OL-programmet. Jens Graudal og hans hold, er U23-roere, der på grund af et meget højt niveau havde fået lov at ro deres chance i Luzern.

Det må siges, at de med en andenplads i den grad greb den. Endelig deltog Iben Østergaard også i letvægtssculler, hvor hun måtte tage til takke med en fjerdeplads lige uden for medaljerækkerne.

Efter World Cuppen blev både Mathilde Persson, Iben Østergaard, Frida Sanggaard Nielsen og Ida Gørtz Jacobsen udtaget til senior-VM i bulgarske Plovdiv i september sammen med deres respektive hold. Jens Graudal og hans dobbeltfirer fortsætter frem mod U23 VM i polske Poznan i slutningen af juli.

En meget begejstret kaproningschef Mia Espersen udtaler: “Nu skal man jo passe på med, hvad man siger, men det er lige ved, at jeg vil kalde resultatet i weekendens World Cup historisk. Bagsværd Roklub har tidligere vundet masser af medaljer, også af guld, men jeg kan ikke huske, at vi er kommet hjem med medaljer fra tre forskellige bådklasser.

Det er resultatet af mange års dedikeret talentarbejde, og det er fantastisk at se det lykkes. Det er dejligt, at vi får medaljer med hjem i både herre- og dameklasserne og både i den lette og åbne vægtklasse ved damerne. Det vidner om den bredde, vi har i klubben. Nu ser vi frem mod VM for både U23, U19 og seniorer.

Jeg tror på, at vi kommer til at gøre det rigtig godt ved alle tre stævner, og jeg tror også, at vi kommer til at vinde flere internationale medaljer i år.”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top