- Gladsaxebladet - https://www.gladsaxebladet.dk -

Seks Bagsværd-roere skal til U23-VM

Fire kvinder og to mænd repræsenterer klubben i Poznan

Hele seks Bagsværd-roere og tre trænere skal i juli måned repræsentere Danmark ved U23 VM i polske Poznan. Det blev facit efter de endelig udtagelsesløb med U23 landsholdet på Bagsværd Sø.

På herresiden blev både Niels Frederiksen og Jens Graudal udtaget i dobbeltfirer i henholdsvis den åbne klasse og letvægtsklassen.

Det er endvidere Kraftcenter Bagsværds træner Emil Blach, der træner Niels Frederiksens hold.

Bagsværds stærke damer kan bryste sig af ikke færre end fire udtagne roere. Marie Mørch og Olivia Cardel er udset til at ro letvægtsdobbeltsculler, mens Ida Langkjær igen i år er udtaget i letvægtsdobbeltfirer, som hun sidste år blev europamester i. Begge hold bliver træner af Alexander Starup, der igennem flere år har trænet letvægtsdamerne i Kraftcenter Bagsværd.

Endelig blev Emilie Jersild også udtaget i singlesculler. Emilie Jersild trænes af Nicolai Skjølstrup, som også er træner i Kraftcenter Bagsværd. Nicolai har desuden fået udtaget en damefirer uden styrmand, der, selvom den træner under Kraftcenter Bagsværd, ikke har Bagsværd roere som en del af mandskabet.

Det bliver første U23 VM for både Emilie Jersild og Niels Frederiksen, mens de fire andre har deltaget tidligere.