- Gladsaxebladet - https://www.gladsaxebladet.dk -

Stærkt socialt engagement i foreningerne

Initiativer for at skabe plads til alle har stor opbakning i foreningerne

Det seneste år har GIF Gymnastik, Gladsaxe Basketball Klub og Gladsaxe Taekwondo Klub i samarbejde med Børnehuset Hyldegården og idrætsanlæggene tilbudt idræts- og bevægelsesaktivitet til 15 børn i alderen 4-6 år fra Hyldegården suppleret med seks børn, der ikke går i Hyldegården.

Projektet hedder ”Mikrosport” og henvender sig til børn, hvis forældre ikke naturligt ville vælge foreningslivet til deres børn. Som en del af tilbuddet har der været tilknyttet en koordinator, som har stået for koordinering mellem de deltagende foreninger og børnehuset.

Hertil er en gennemgående instruktør med særlige kompetencer inden for børneidræt og -bevægelse, tilknyttet. Ida Lykke Bang, projektmedarbejder i GIF Gymnastik, ser mange muligheder i samarbejdet:

– Vi tror på at gøre noget aktivt sammen med andre giver et sundere fysisk og mentalt helbred. GIF har i de seneste par år taget et skridt videre til at give de familier, der ikke kender til foreningslivet, en hjælpende hånd med at komme i gang med at gå til idræt og dermed et mere aktivt liv.

I løbet af de sidste halve år har børnehavebørn fra Høje Gladsaxe-området lavet gymnastik, taekwondo og basketball på et Mikrosport-hold i børnehaven Hyldegården.

Om det tværgående samarbejde mellem idrætsforeningerne siger Ida Lykke Bang:

– Mikrosport er udsprunget af et samarbejde mellem Gladsaxe Kommune og GIF Gymnastik med fokus på at give endnu flere børn mulighed for at lære foreningslivet at kende. Foreningerne har bakket op omkring initiativet og skiftes til at undervise børnene.

På Kultur-, Fritids- og Idrætsudvalgets budget er i 2018 afsat en pulje på 442.420 kr. til støtte af nye fritids- og idrætstilbud. Der er i 2018 udbetalt tilskud på 27.946 kr., givet tilsagn om støtte på 51.050 kr. samt disponeret 100.000 kr. til fritidspas. Der resterer herefter 263.424 kr. i puljen.

Men henblik på at understøtte målene i Helhedsplanen i Høje Gladsaxe og intentionerne i Social Balance, bliver denne ansøgning fremlagt. Der er tale om to projekter, der går hånd i hånd: ”Mikrosport” med målgruppe 4-6 år og ”Vores vej til foreningslivet” med målgruppe 0.-6. klasse.

Andre initiativer
Det er også andre initiativer i søen, og GIF Gymnastik har også indledt et samarbejde med Bydelsmødrene i Høje Gladsaxe omkring et bevægelseshold kun for kvinder. GIF har et tæt samarbejde både med kommunen, Vores HG og kontaktpersonerne hos Bydelsmødrene om at få kommunikeret det nye tilbud ud til kvinderne i Høje Gladsaxe-området.

GIF Gymnastik giver også plads til de børn, der har svært ved at deltage på et normalt foreningshold. Hver anden lørdag i gymnastiksæsonen er der spring og leg for børn med særlige ressourcer og deres forældre. Der har været så stor interesse, at GIF har oprettet et ekstra hold om lørdagen og derudover laver en summer camp for børn og voksne i slutningen af juli måned.

GIF vil i de kommende år tage endnu flere tiltag og indgå i lokalt samarbejde om at give mulighed for endnu flere børn, unge og familier om at blive en del af foreningslivet.