- Gladsaxebladet - https://www.gladsaxebladet.dk -

Strategier sikrer effektive og målrettede indsatser

Som svar på byrådmedlem Astrid Søborgs (V) indlæg i forrige uge:
I Gladsaxe arbejder vi målrettet efter en række strategier, som er vedtaget af os politikere i Byrådet. De lægger retning for, hvordan vi forventer, at medarbejderne fører de beslutninger, vi træffer, ud i livet.

Og de sikrer, at vi løser vores kerneopgaver på en hensigtsmæssig og effektiv måde og har langsigtet mål og retning med vores indsats. Dermed sikrer vi de bedste rammer, så vores børn, unge, voksne og ældre kan leve et godt liv, og at vores virksomheder trives, så vi har gode arbejdspladser og de indtægter, der er nødvendige for, at vi fortsat kan tilbyde gode velfærdsydelser til vores borgere og udvikle vores by.

Strategier skal løbende fornys, og vi har stor fokus på at samle vores indsatser i færre og mere sammenhængende strategier. Fx har vi netop vedtaget en Børne- og Skolepolitik, hvor vi tidligere havde fire politikker. Vores kommunestrategi, Gladsaxestrategien, som er i høring frem til 26. august, lægger den overordnede, politiske ramme for de kommende års indsatser på alle vores velfærdsområder. Gladsaxestrategien skaber sammenhæng og sikrer, at vi tænker på tværs.

Samtidig ønsker et flertal i Byrådet en bæredygtig udvikling med udgangspunkt i FN’s verdensmål. Vi vil gerne tage et globalt ansvar ved at handle lokalt. Vores strategier er derfor udtryk for, at vi har et velfungerende lokaldemokrati.

Derfor behøver Astrid Søborg (V) ikke frygte, at der bruges for meget tid på strategier og for lidt på kerneopgaven. Tværtimod lever vi netop op til de høje ambitioner, som regeringen har for styring og ledelse i det offentlige.