- Gladsaxebladet - https://www.gladsaxebladet.dk -

Superstudent går til marinen

Tobias Høyrup Hemmingsen fik et karaktergennemsnit på 12,5, men han har valgt at tage et sabbatår, hvor han har meldt sig som værnepligtig i marineinfanteriet

Tobias Høyrup Hemmingsen er en helt almindelig ung mand på 19 år. Han spiller tennis. Han spiller klaver. Han har et fritidsjob. Han har en kæreste. Og så er han lige blevet student. Meget normalt. Ja, altså bortset fra, at hans karaktergennemsnit er på 12,5!

Superstudenten Tobias kommer fra Bagsværd og tog studentereksamen fra HTX i Kongens Lyngby – også kendt som HC Ørsted Gymnasiet. Han scorede 25 12-taller og 4 10-taller, og da gennemsnittet på 11,8 kan multipliceres med koefficienter for ekstra mange A-fag og for at gå på HTX, så endte gennemsnittet på 12,5. Hvis Tobias udelukkende havde scoret 12-taller ville maksimumsgennemsnittet på 12,7 være nået.

Tobias’ gennemsnit var årets højeste på HTX i Kongens Lyngby, og det udløste et legat på 5.000 kroner fra Danske Bank: – Jeg vil bruge dem på klassekammeraterne til noget hygge, og så vil jeg spise en middag med min kæreste Isabella, siger Tobias, der er klar over, at udtalelsen forpligter, når den nu kommer på tryk.

Overvejelser
Studenten med det høje gennemsnit virker glad og afslappet. Eksamen er overstået, og han nyder sommerferien, som faktisk kommer til at vare over et år, eftersom han har valgt at tage et sabbatår: – Jeg vil bruge det kommende år til at overveje, om jeg skal gå på DTU, hvor der er mange muligheder for at studere noget interessant, og så spekulerer jeg også på, at jeg kunne blive skrevet ind på Niels Bohr Instituttet, hvor det er mere forskningsorienteret.

Tobias’ forældre har dog forståelse for hans ønske, og de bakker op om hans beslutning, selv om den strider imod de danske politikeres ønske om, at studenterne skal lynhurtigt igennem uddannelsessystemet. Imidlertid har Tobias og de fleste af hans klassekammerater ingen hast. Den generelle opfattelse blandt de unge går på, at de ønsker at rejse ud i verden og møde andre kulturer, inden de kaster sig over bøgerne på ny. Fra Tobias’ klasse er det kun 3-4 ud af 23, der læser direkte videre.

Gennem sin gymnasietid har Tobias hver uge arbejdet ca. 8 timer i Bibliografens café. Han håber, det kan blive til flere vagter det kommende år. Til februar er Tobias klar til en ny udfordring: – Jeg har valgt at aftjene min værnepligt og meldt mig som frivillig i marineinfanteriet på Bornholm. Her skal jeg være værnepligtig i fire måneder, hvor jeg skal lære ”at gå i land” og arbejde bag fjendens linjer. Jeg ser frem til det, fordi det er noget helt andet. Jeg får nye venner, som jeg skal lære at samarbejde med og løse opgaver med.

Drengetur
Næste sommer er det så meningen, at Tobias sammen med en række venner skal på en drengetur i Østeuropa i et par måneder.

Det kommende år kan Tobias måske bruge lidt ekstra tid på sine interesser: – Jeg spiller tennis to gange om ugen i AB. Jeg skal i den kommende tid spille nogle seniorholdkampe. I det seneste år havde jeg ikke så meget tid til at øve mig på at spille klaver, men min klaverlærer Anastasia Pestina har været god til at vælge de rette klaverstykker til mig, siger Tobias, der spiller Mozart, Beethoven og Schubert, men dog også er til den nye musik. Han har netop været på Roskilde Festival og hørt Nephew og Bruno Mars.

Tobias Høyrup Hemmingsen synes ikke, at han er en decideret læsehest, der sidder og terper hele dagen: – Jeg er bare ret god til at tage mig sammen!

Tobias Høyrup Hemmingsen nyder ferien, som han ”forlænger” med et år, mens han vil arbejde, være værnepligtig og rejse til Østeruopa, inden han vil læse videre. Foto: Jan Løfberg.

Tobias Høyrup Hemmingsen nyder ferien, som han ”forlænger” med et år, mens han vil arbejde, være værnepligtig og rejse til Østeruopa, inden han vil læse videre. Foto: Jan Løfberg.