Bagsværd-roere høster værdifuld VM-erfaring
VM-i-roning.jpg
Bagsværd Roklubs Astrid Starup-Hansen (nr. to fra venstre) ses her til træning på Bagsværd Sø med resten af pigedobbeltfireren, der deltog ved Coupe de la Jeunesse. Det øvrige mandskab bestod af Kristine Søndergaard Hansen (venstre), Nikoline Kroll og Astrid Fejfer (til højre) fra henholdsvis Roklubben Furesø, Danske Studenters Roklub og Lyngby Dame Roklub. Foto: Privatfoto.
Flere Bagsværd-roere var i ilden ved U23-VM og Coupe de la Jeunesse, som er et landsholdsstævne for U19-roere

Ved U23 verdensmesterskaberne i Tjekkiet deltog hele seks Bagsværd-roere. Den bedste placering opnåede Jens Graudal i letvægtsherredobbeltfirer med holdkammerater fra Holstebro, Lyngby og Roklubben Furesø.
Drengene var i en tæt finale lige ved at ro sig på podiet, men måtte til sidst tage til takke med den lidt utaknemmelige fjerdeplads.

Ved letvægtsdamerne roede Ida Langkjær dobbeltfirer med holdkammerater fra Odense, Holstebro og Danske Studenters Roklub. Damerne gjorde fin figur og roede i deres opsamlingsheat næsten op med franskmændene, der senere vandt bronze. Ida og hendes hold endte på en syvendeplads ved regattaen.

Bagsværd Roklub var også repræsenteret af Olivia Cardel og Marie Mørch, der roede letvægtsdamedobbeltsculler i en ren Bagsværd-konstellation. Med en samlet fjortendeplads ved U23-VM måtte damerne sande, at konkurrencen er skarp i den olympiske bådtype.

I den åbne vægtklasse stillede Emilie Jersild op i dronningedisciplinen, singlesculler. Her blev det til en meget flot fjortendeplads. I herrernes åbne vægtklasse roede Niels Frederiksen dobbeltfirer med holdkammerater fra Odense, Danske Studenters Roklub og Roskilde. Herrerne endte også på en fjortendeplads.

To 11. pladser
I samme weekend som U23-VM var Bagsværd-roere også i aktion ved Coupe de la Jeunesse. Her deltog Astrid Starup-Hansen i pigedobbeltfirer med holdkammerater fra Roklubben Furesø, Danske Studenters Roklub og Lyngby Dame Roklub, mens Magnus Quaade roede dobbeltsculler med Torbjørn Frankel fra Roforeningen KVIK. Begge hold opnåede en 11. plads efter nogle gode løb, hvor de måtte sande, at den internationale konkurrence er skrap.

Kaproningschef Mia Espersen i Bagsværd Roklub er godt tilfreds med sine roere:
Man vil selvfølgelig altid gerne, at det var blevet til en enkelt medalje og en finaleplads eller to mere. Men når vi ser bredt på det, har alle roere haft en sæson, hvor de har lært meget frem mod de her to stævner og også under stævnerne. Nogle af roerne havde nok også håbet på lidt mere, men jeg er sikker på, at de stadig vil tage en masse med sig hjem. Og sportsligt er det bare dejligt, at vi igen i år kan levere masser af roere og trænere både på U23- og U19-niveau.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top