- Gladsaxebladet - https://www.gladsaxebladet.dk -

Bagsværd-roere klar til VM

Er med i næste uge i Tjekkiet

Vanen tro er Bagsværd Roklub godt repræsenteret ved junior-VM. For juniordrengene er Oliver Jerkovic udtaget i dobbeltfirer sammen med Jacob Lenzing (Lyngby Roklub), Adrian Flarup Johansen (Ægir) og Nicholas Andersen (Roforeningen KVIK). Oliver deltog i samme bådtype ved sidste års junior-VM, hvor båden opnåede en finaleplads. Tidligere på sæsonen blev drengene nummer fire ved EM. Ligesom sidste år bliver de trænet af Bagsværd-træner Frederik Secher.

Oliver og hans mandskab får blandt andet selskab af tre juniorpiger fra Bagsværd Roklub, da Marie Ramm, Emma Braad Olesen og Matilde Hjorth er udtaget i firer uden styrmand sammen med Mathilde Kiilgaard fra Danske Studenters Roklub. Det bliver VM-debut for alle pigerne, der tidligere i år fik en bronzemedalje med hjem fra EM. Pigerne bliver trænet af Bagsværd-træner Jens Olav Dahlgaard.

Junior-VM foregår i år i Racice i Tjekkiet fra 8. til 12. august.