- Gladsaxebladet - https://www.gladsaxebladet.dk -

Nyt nederlag til AB

For anden kamp i træk tabte AB hjemme med 0-1

AB Gladsaxe har ikke fået den bedste start på 2. division øst, men der resterer stadig 19 runder, så man har muligheden for at rette op.

I søndags kunne AB Gladsaxe ikke leve op til favoritrollen mod oprykkerne fra Slagelse. Sydvestsjællænderne kunne efter de 90 minutter rejse hjem fra Gladsaxe Stadion med tre point for sejren på 1-0.

Det var dermed anden kamp i træk, at AB tabte på Gladsaxe Stadion. I sidste uge gik det galt mod Boldklubben Frem. I den kamp havde man svært ved at skabe chancer. Det havde man til gengæld ikke i søndags.

Her havde AB mange muligheder, men de forblev uudnyttede.

Slagelses enlige mål blev scoret lidt efter den halve time, da Slagelses angriber Christoffer Thrane udnyttede en misforståelse i AB-forsvaret.

Næste kamp er onsdag den 22. august kl. 18 på Gentofte Stadion mod HIK. Søndag den 26. august kl. 15 tager AB imod Hillerød på Gladsaxe Stadion.