- Gladsaxebladet - https://www.gladsaxebladet.dk -

Regnbueflaget skal vaje over Gladsaxe Rådhus

Viceborgmester Serdal Benli ønsker, at Gladsaxe skal markere, at man kæmper imod had og diskrimination

Copenhagen Pride Week er en københavnerbegivenhed. Men viceborgmester Serdal Benli (SF) ser gerne, at rummeligheden når ud til Gladsaxe. Derfor er han fortaler for, at Gladsaxe Rådhus hejser regnbueflaget under næste års Copenhagen Pride.

Derfor har han til byrådsmødet i denne uge foreslået: – At Gladsaxe Kommune fremover markerer forskelligheden som led i Copenhagen Pride Week ved at hejse regnbueflaget i den uge, hvor arrangementet finder sted.

– I forrige uge prydede regnbueflaget DI, HK, diverse ministerier, ambassader, banker, butikker, tog og busser, og derfor vil det også være en god markering fra Gladsaxe Kommune at hylde forskelligheden. Det er vigtigt, at Gladsaxe Kommune går foran og viser, at vi arbejder for lige muligheder og for at alle skal have lov til at være dem, de er. Uanset køn, alder, seksualitet, etnicitet, religiøsitet eller funktionsnedsættelse. Alle har ret til at bestemme over deres liv, deres krop og deres seksualitet.

– Det er ekstremt vigtigt for mig, at vores offentlige institutioner sender et signal til alle borgere, om at vi er der for dem. Der er stadig alt for mange LGBTere (lesbiske, bøsser, biseksuelle og transpersoner, red.) som bliver mødt med diskrimination i hverdagen og føler sig enormt fremmedgjort af vores politiske system. Selv om man ikke løser alle problemer ved at hejse et flag, tror jeg at det er et vigtigt signal at sende til alle vores medborgere, for at de føler sig inkluderet, mener Serdal Benli.

Viceborgmesteren henviser også til sin egen baggrund: – Homofobien i etniske minoritetsmiljøer er også udbredt, og der udøves i den grad socialkontrol på unge mennesker, der ikke kan få lov at leve som de vil og vælge partner, som de ønsker. Det er også en vigtig kamp at støtte – fordi retten til forskellighed gælder alle uanset baggrund.