- Gladsaxebladet - https://www.gladsaxebladet.dk -

Smykker sig med forlorne fjer

Gladsaxe er desværre ikke Danmarks bedste erhvervskommune.

Det fik man ellers indtryk af i Gladsaxe Bladet i april, hvor borgmester Trine Græse jubler over en undersøgelse udført af den venstreorienterede tænketank Cevea. Samtidig hævdede kommunens forvaltnings hjemmeside med stolthed, at Gladsaxe er ”Danmarks bedste erhvervskommune”

At Gladsaxe klarer sig fint hos Cevea skyldes, at beskæftigelse og eksport fra store virksomheder, der har hovedsæde i Gladsaxe henføres til kommunen. Også selvom aktiviteterne foregår helt andre steder.
Måler man i stedet erhvervsvenlighed på andre måder, som har noget med kommunen at gøre, ligger Gladsaxe desværre i bedste fald middelmådigt og midt i feltet af landets kommuner. Det dokumenteres af både Dansk Byggeris og Dansk Industris opgørelser.

Venstre synes, at kommunens erhvervspolitik skal sikre bedst mulige vilkår for flittige borgere og virksomheder. Det er virksomhederne og borgerne, der skaber velfærd. Det er ikke kommunen.
Venstre ønsker, at der bliver bedre viden om kommunens erhvervspolitik. Derfor skal byrådet 29. august drøfte et forslag fra Venstre om, at forvaltningen skal sikre klarhed over de forskellige målinger af kommunens erhvervsvenlighed.

Så kan byrådet koncentrere sig om at føre en gunstig erhvervspolitik, og vi kan forhåbentlig slippe for mere uberettiget selvros.

Henrik Bach Mortensen