30 til møde om klimaet
klima.jpg
Folketingskandidat Mai Villadsen fra Enhedslisten og byrådsmedlem Trine Henriksen fra Enhedslisten både talte og lyttede. Foto: Peter Kenworthy
Befolkningen vil mere end politikerne sagde paneldeltager

Klimaet er kommet på dagsordenen. Lørdag marcherede 15.000 københavnere for en fossilfri verden, og tirsdag deltog 30 Gladsaxeborgere i en debat om klimaet på Gladsaxe Hovedbibliotek.
Hvad kan vi gøre for at stoppe klimakrisen, nationalt men også lokalt her i Gladsaxe? Det var oplægget til debat for interesserede Gladsaxeborgerne.

Panelet der skulle forsøge at svare på dette svære spørgsmål bestod af næstformand for Miljøudvalget i Gladsaxe, Enhedslistens Trine Henriksen, folketingskandidat for Enhedslisten, Mai Villadsen, og Palle Bendsen fra miljøorganisationen NOAH.

Trine Henriksen fortalte, at Gladsaxes nye kommunestrategi tager udgangspunkt i FN’s verdensmål, der blandt andet kræver en øget klimaindsats, og at Gladsaxe er en af de såkaldte klimakommuner, der har lovet at reducere CO2-udledningen.

– Gladsaxes CO2-udledning for kommunens egen virksomhed (f.eks. skoler, rådhuset) er halveret på ti år, så der sker noget. Der er mange gode initiativer i gang, blandt andet lavenergibyggeri og solcellepaneler på skoler. Men der er også brug for, at vi bliver ved med at gøre noget, og at vi fokuserer på hvordan vi lever og forbruger, sagde Trine Henriksen.
Samkørsel af varer og grønne indkøb i kommunen, støtte til energiprojekter i private boliger og erhverv, og et besøg i Grønt Idécenter ved rådhuset, hvor man kan låne elsparemålere, var nogle af hendes konkrete ideer til hvordan det kunne lykkes.

Befolkningen vil mere end politikerne
Ifølge Mai Villadsen, der er folketingskandidat for Enhedslisten i Nordsjælland, er Danmark dog generelt et af de lande i verden, der udleder mest CO2 per indbygger.

– Danmark er på ingen måde klimaduks, men befolkningen vil mere på klimaområdet end politikerne på Christiansborg, mente Villadsen.

Vi skal handle nu
Næsten 100 procent af alle klimaforskere og al klimaforskning anerkender, at årsagerne til den globale opvarmning er menneskeskabte. Blandt andet på grund af den lette adgang til billigt kul og billig olie og gas, fortalte Palle Bendsen fra miljøorganisationen NOAH.

Der er også bred enighed om at økosystemet kan kollapse om få år, hvis vi ikke handler nu.
– Det er en decideret krise vi står i, der allerede påvirker verden kolossalt meget. Og den vil komme til at påvirke alle i fremtiden, hvis ikke vi også reducerer energiefterspørgslen, konkluderede Palle Bendsen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top