Alle bakker op
Budgettet for 2019 vedtaget af et enigt byråd for første gang nogensinde

”Politik er det det muliges kunst”, skal den tyske rigskansler Otto von Bismarck have sagt i 1867.
Eller med andre ord. Der skal kompromisser til.

Og det er bevist af den budgetaftale, som blev indgået onsdag aften på rådhuset. Alle partier bakker op om aftalen. Altså med stemmerne 25-0. Det er første gang i kommunens historie
Der skal gives, og der skal tages, og når det hele vedtages i byrådet, plejer nogle partier at fortælle, at lige akkurat alt det gode er noget, som de står for.
Men allerede ved 1. behandlingen stod det klart, at der var solid opbakning til det udspil, som borgmester Trine Græse havde lagt frem i forbindelse ved Gladsaxedagen. Allerede den aften fornemmede man, at kuglepennene var på vej frem.

Ikke uventet er den kommunale udskrivningsprocent sat ned fra 23,7 til 23,6 procent. Grundskyldspromillen holdes uændret på 23 promille, mens dækningsafgiften fastsættes til 9,0 promille.
Skattenedsættelsen vil for en stor del af kommunens borgere være over i den næsten kosmetiske afdeling. Som Gladsaxe Bladet viste for et par uger siden svarer det til at hver borger fra 0 til 100 år får 50 øre mere om dagen. Så det kan eventuelt veksles til et par biografbilletter i løbet af året.

Men der ligger en signalværdi i at fortælle, at man ikke skal spare helt bevidstløst op. Den gennemsnitlige likviditet er over en milliard kroner, og efter en aftale mellem regeringen og Kommunernes Landsforening, kan man ikke bare bruge løs. Der er nogle restriktioner, så der ikke bare kan laves radikalt om på Søborg Skole eller renoveres på Stengård Skole eller bygges sundhedshus i den gamle politistation med et snuptag. Man skal skubbe nogle af opgaverne foran sig.

Ifølge budgetnoterne skal der tages hensyn til voksne med særlige behov og børn og unge skal have gode forhold både til at lære og til generelt at trives.
Der skal tages hensyn til miljøet. Nu er der afsat 175 millioner kroner til at gøre byen mere robust over for de kraftige skybrud. Genbrugsstationen skal have tilført ekstra 24 millioner kroner, så det er muligt at sortere affaldet bedre.

Der er afsat 85 millioner kroner til en skøjtehal, og der skal skaffes penge til renoveringen af rostadion på Bagsværd Sø, der bliver dyrere end ventet. Her skal Lyngby-Taarbæk og København også bidrage.

Læs også artiklen “Det svære puslespil”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top