- Gladsaxebladet - https://www.gladsaxebladet.dk -

Anholdt for bilbrand

En 27-årig mand er fremstillet for retten i Glostrup for ildspåsættelse. Politiet sigter ham for at have sat ild til biler på en parkeringsplads i Søborg.

Natten til onsdag fik Københavns Vestegns Politi en anmeldelse om brand i nogle biler på Gladsaxe Møllevej.

Københavns Vestegns Politi har efterfølgende anholdt en 27-årig mand, som politiet mener kan sættes i forbindelse med branden.

Da manden var indlagt på hospitalet, blev han fremstillet in absentia i Retten i Glostrup sigtet for brandstiftelse. Retsmødet blev holdt for lukkede døre, hvorfor Københavns Vestegns Politi ikke kan kommentere sagen yderligere på nuværende tidspunkt.

– Ildspåsættelse er en alvor forbrydelse, som politi og anklagemyndighed sætter hårdt ind over, siger anklager Charlotte Jørgensen, Københavns Vestegns Politi.

Den 27-årige er sigtet efter straffelovens § 181, stk.1, som kan give op til seks års fængsel.