- Gladsaxebladet - https://www.gladsaxebladet.dk -

Det ligner et meget bredt forlig

1.behandlingen af budgettet for 2019 viste masser af vilje til samarbejde

I nogle kommuner indgås der af og til så brede forlig, at alle partier i byrådet skriver under.

Og den stemning var ved at dukke op, da der i onsdags var 1. behandling af det budgetforslag, som borgmester Trine Græse bl.a. præsenterede ved Gladsaxedagen.

Der skal bygges skoler og andre institutioner, der skal laves sundhedshus, der skal tages ekstra hånd om unge med specielle problemer, der skal bygges en skøjtehal, der skal gøres noget for miljøet.

Partiernes ordførere gav deres synspunkter til kende, og det virkede næsten som om nogle af dem var klar til at skrive under med det samme.

Kommunekassen bugner, og der er anlægsbegrænsninger fra regeringen, så man hele tiden bliver nødt til at skubbe pengene foran sig og så prioritere opgaverne. Søborg Skole står f.eks. meget langt fremme i køen.

Der var opfordringer til at sende borgernes penge tilbage i deres lommer fra overskuddet, mens der var røster fremme om at bruge borgernes penge til gavn for borgerne.

Byrådspolitikerne har stillet et væld af spørgsmål til de forskellige forvaltninger, og så skal der forhandles.

Politik handler jo om at tage og give, og så kan kun tiden vise, hvor langt man vil strække sig i begge retninger.