Det lokale forsvar
hjemmeværn.jpg
Byrådsmedlem Pia Skou, folketingsmedlem Mads Fuglede og forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen hørte om det lokale hjemmeværn og om Gladsaxefortet, der kan besøges igen på Befæstningens dag 30. september. Foto: Kaj Bonne.
Forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen besøgte Gladsaxefortet

På initiativ af byrådsmedlem Pia Skou var der i torsdags Åbent hus på Gladsaxefortet hos Hjemmeværnskompagni Hjortespring med deltagelse af forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen og folketingsmedlem Mads Fuglede.

Baggrunden for det åbne hus var at fortælle både minister, folketingsmedlem og kommunalpolitikere samt borgere i Gladsaxe om Hjemmeværnet.

Det åbne hus havde et flot fremmøde og blev indledt med en fortælling ved Kompagnichef Dorthe Beck-Nyling.

Hun fortalte om Hjemmeværnets organisering helt inde fra Forsvarsministeriet med fastansat personel og ned til det lille Hjemmeværnskompagni, som består af frivillige, som bruger deres fritid i Hjemmeværnet og har et almindeligt arbejde ved siden af. Hun fortalte også om hjemmeværnets opgaver, som bl.a. omfatter støtte til det øvrige forsvar, støtte til politiet og støtte til det civileberedskab. For Hjemmeværnskompagni Hjortespring har den støtte bl.a. omfattet hjælp i forbindelse med oversvømmelserne i Jyllinge, men også mere almindelige afspærringer af gerningssteder. Og så skal kompagniet selvfølgelig løbende træne på at kunne blive indsat til bevogtning af klassificerede objekter.

Efterfølgende blev ministeren vist rundt på fortet, hvor der blev fortalt om fortets tilblivelse tilbage i 1892 og dets anvendelse op gennem årene. Fortet var således aktivt frem til efter 1. Verdens krig og fik efter forskellige civile anvendelser en renovering, hvor Hjemmeværnet i 1983 lejede sig ind i bygningen og har været der lige siden.

Til sidst blev der gjort opmærksom på det næste offentlige arrangement på Gladsaxefortet, som er Befæstningens dag 30. september.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top