- Gladsaxebladet - https://www.gladsaxebladet.dk -

Dokumentarer og forpremierer

Bibliografen viser bl.a. Ditte og Louise

Allerede onsdag aften 5. september, indtager DOX-BIO Bibliografen. ”The Raft” er på plakaten, og den bringer publikum tilbage til 1973, hvor 11 forsøgspersoner sejlede tværs over Atlanterhavet på en primitiv flåde. 40 år senere mødes besætningsmedlemmerne igen for at mindes det vilde eksperiment.

Endnu en dokumentarfilm har premiere i denne uge. ”Whitney” skildrer på fremragende vis både den fænomenale sangers stratosfæriske succes og lige så dybe fald fra populærmusikkens tinde. ”Whitney” har premiere torsdag den 6. september.

Denne uge byder også på hele tre forpremierer i Bibliografen.

8. og 9. september vises ”Iqbal og den indiske juvel”, der sender vores helt og vennerne på eventyr i Indien. Iqbals far skal vogte en dyrebar juvel. Den bliver dog stjålet, og Iqbals far mistænkes for tyveriet. Det er nu op til Iqbal og vennerne at opklare mysteriet.

Om mandagen 10. september buldrer de to power-kvinder Ditte Hansen og Louise Mieritz ind over Bibliografen, når der er forpremiere på ”Ditte & Louise”. Bibliografen havde i foråret æren af at have de to komikere live på scenen. Det var en hylende morsom aften, og det bliver parrets første spillefilm givetvis også.

Ugens sidste forpremiere er om tirsdagen 11. september, hvor ”Bare Juliet” vises. Komedien handler om Annie, der er kørt træt i sit forhold til Duncan. Han er stor fan af musikeren Tucker Crowe, og da et af Tuckers gamle hits pludselig ligger i posten, bliver det startskuddet til et møde med den utilregnelige kunstner; et møde der vil ændre livet for alle parter. Er man medlem af Biografklub Danmark, gives der halv pris på billetten til ”Bare Juliet” denne aften.