- Gladsaxebladet - https://www.gladsaxebladet.dk -

Idrætten efterlyser helhedsplan

Flere foreninger frygter, at udgifterne til en skøjtehal får konsekvenser for andre idrætstiltag i Gladsaxe

Gladsaxes borgmesters budgetudspil for de kommende fire år blev lanceret i sidste uge. Og som Trine Græse (A) fortalte på Gladsaxedagen, så er det afsat penge til en ny skøjtehal. Fra 2019 og til 2022 er der årligt afsat hhv. 2, 3, 40 og 40 millioner kroner. Altså samlet 85 millioner kroner.
– Det er positivt at åbne for muligheden for en ny ishal. Det er tiltrængt. Ingen tvivl om det, men vi frygter, at den store investering betyder, at der ikke er en krone til den øvrige idræt. Vi mangler at se en helhedsplan, siger Per Sundberg, formand for Gladsaxe-Hero Boldklub, som også sidder i Brugerbestyrelsen for idrætsanlæggene i Gladsaxe Kommune.

– I Brugerbestyrelsen ved vi ikke, hvad budgetudspillet kommer til at betyde for de forskellige idrætsgrene. Hvis kommunen med ishallen bliver så låst økonomisk, så er der måske kun råd til lappeløsninger på de øvrige anlæg. Derfor er en samlet helhedsplan for idrætten i Gladsaxe nødvendig, siger Per Sundberg.

Per Sundberg peger på, at både kunstgræs og lysanlæg er godt nedslidt på de baner, som Gladsaxe-Hero benytter.

Andre perspektiver
Formanden for Gladsaxe-Hero kan dog se perspektiverne, hvis en ny skøjtehal opføres i området ved Isbanevej: – Så er der mulighed for at lukke vejen af, så vi kan få gang i noget street soccer. Og hvis den gamle hal nedlægges, så kan den eventuelt bruges som en overdækket fodboldbane.

Også i GIF Gymnastik, kommunens største forening, spores en ængstelse, fordi man endnu ikke aner, hvilken betydning, det får for gymnastikforeningen. GIF har selv fremlagt flere planer samlet løsning og for en separat løsning med en splinterny gymnastikhal.

– Det er enkeltstående positivt, at borgmesteren sætter penge af til en ishal, men det rejser også nogle spørgsmål, siger Jan Darville, sportschef i GIF Gymnastik.

Spildt arbejde?
Især undrer det sportschefen i GIF, at kommunen gennem møder med FIG, i Brugerbestyrelsen og i dialogmøder gennem to år har arbejdet på en samlet investeringsplan, som samlet skal løfte idrætten i Gladsaxe Kommune.

– Vi har brugt mange timer på at udvikle og komme med ideer og projekter. I vores arbejde blev ishallen topprioriteret. Men i dette arbejde har manglet et væsentligt element, nemlig en økonomisk ramme. Vi vidste derfor ikke, om vi snakked ”ishal og andre investeringer” eller ”ishal uden andre investeringer”. Vi mangler stadig at få at vide, hvad der skal ske økonomisk udover ishallen, siger Jan Darville.

GIF Gymnastik efterlyser ligesom Gladsaxe-Hero en samlet helhedsplan: – Samtidig ved vi ikke, om det fælles arbejde med en investeringsplan, som vi har lagt mange timer i, er aflyst. Hvad skal der ske med det arbejde om en udviklings- og investeringsplan, som er lavet indtil nu? Er hele det forventede anlægsbudget gået til en ishal? Og kan der forventes andre investeringer på idrætsområdet, og hvor mange penge drejer det sig om, spørger Jan Darville.