- Gladsaxebladet - https://www.gladsaxebladet.dk -

Lokale seniorer skal svinge battet

Åbent hus i bordtennisklubben

Lokale seniorer får mulighed for at holde både krop og sind i form ved at spille bordtennis. Gladsaxe BTK tilbyder bordtennis til alle seniorer over 60 år – begyndere og øvede – og lægger ud med at invitere til åbent hus. Det sker 11. september.

Fremover tilbyder Gladsaxe BTK bordtennis til alle lokale seniorer, uanset niveau og tidligere erfaringer med idrætten. Træningen er tilrettelagt og tilpasset +60ernes dagsrytme og livsstil, og sikrer plads til hyggeligt samvær og fællesskab før, under og efter træningen med bold og bat.

Bordtennis sætter ikke bare konditionen på prøve, men påvirker og styrker også mange steder i hjernen. Der er med andre ord masser af fordele ved at spille bordtennis.

– Man træner reaktionsevne, balance og styrker musklerne. Bordtennis er derfor en velegnet mulighed for at få motioneret både fysikken og det mentale, når man har passeret de 60 år, og kroppen måske ikke længere kan holde til de mere fysisk betonede idrætter, siger Gert Jørgensen fra BAT60+, som er en indsats fra DGI Bordtennis og Dansk Bordtennis Union.

Lokalt åbent hus-arrangement skal få flere seniorer til at spille. I uge 37 afholder BAT60+ åbent hus-arrangementer over klubber i hele landet med formål om at præsentere bordtennis for seniorer, så flere gang komme i gang med at spille. Lokalt finder det sted i Gladsaxe BTK 11. september mellem 10 og 12 i lokalerne i den gamle tribune på Gladsaxe Stadion.

– Alle kan være med på tværs af form og ambitioner, da spillet varieres i tempo og intensitet efter lyst og behov. Der bliver taget godt imod nye spillere, så lysten til at komme igen er stærk, fortæller Gert Jørgensen.

Har du spørgsmål til åbent hus-arrangementet i Gladsaxe BTK, er du velkommen til at kontakte Ib Olsen på tlf. 23292498 eller på Ibo@post6.tele.dk, hvor det er muligt at få yderligere oplysninger om både dagen og det bordtennistilbud, klubben har til seniorer. Dansk Bordtennis Union: http://www.dbtu.dk/bat60+ [1]