- Gladsaxebladet - https://www.gladsaxebladet.dk -

Lyserød Lørdag i Bagsværd

Erhvervslivet i byen går sammen om en stor satsning 6. oktober

Som Gladsaxe Bladet skrev, så blev BID Søborg sat i gang i forrige uge. Og i sidste uge så BID Bagsværd dagens lys. Ligesom det er tilfældet i Søborg, så skal det nye initiativ sætte skub i en positiv udvikling for detailhandelen i Bagsværd.

Der var indkaldt til møde i Bibliografen, hvor Handelsforeningen Bagsværd i samarbejde med Gladsaxe Kommune forsøgte at få interesserede detailhandlerne og andre til at diskutere en positiv udvikling for midtbyen. Der var et pænt fremmøde, og flere, som ikke var medlem af handelsforeningen, deltog også i mødet.

Handelsforeningen og kommunen har indgået et samarbejde med BIDdanmark. BID er en forkortelse fra engelsk (Business Improvement Districts) og er en samarbejdsmodel, der skal bidrage til at styrke byliv og handelsliv i bymidterne. På mødet har man nu skabt det, som hedder BID Bagsværd.
– Det var et positivt møde, hvor vi levede op til ånden i målsætningen om at få flere aktører og frivillige kræfter til at melde sig. Også andre end handelsforeningens medlemmer kom på banen, siger formanden for handelsforeningen Steve Stusgaard.

Derfor er Stusgaard glad for at kunne meddele, at BID Bagsværd satte skub i et nyt stort Bagsværd-arrangement, nemlig Lyserød Lørdag den 6. oktober: – Det bliver endnu større end tidligere. Det bliver forhåbentlig en rigtig Bagsværd-fest, hvor vi får alle de handlende og hele byen med, så vi kan sende en rigtig stor check til Lyserød Lørdag, der støtter brystramte kvinder.

– Jeg synes, det er fantastisk, at vi i løbet af blot to timer kan få gang i et arrangement. Det gælder om at få skabt liv og aktiviteter i byen. Starten er lovende, siger Steve Stusgaard.