Nybros kanodrenge fik dobbelt guld i Poznan
William Anker Scales og Kristoffer Ravn Neve slog til ved Olympic Hope

Det vakte virkelig opsigt, da de to 16-årige kanoroere Willaim Anker Scales og Kristoffer Ravn Neve fra Nybro-Furå helt uventet og sensationelt vandt 2 x guld ved ungdomsstævnet “Olympic Hope” i Poznan i Polen.

Drengene vandt lørdag kongedistancen 1000 m i dobbelt-kapkano (C2) ved at lægge hårdt fra start og holdt føringen hele vejen selvom de blev presset hårdt af stærke kanonationer som Tyskland og Polen.

Søndag gjaldt det 200 m sprint og også her var drengene i front fra starten og holdt føringen til det sidste og kom i mål ca. 1-2 m foran nærmeste konkurrent.

Olympic Hope stævnet er et U17 stævne for de allerbedste talenter landene kan stille med og det er ikke ualmindeligt at deltagerne herfra senere ses til OL.

“Vi er selvfølgelig pavestolte og meget glade over det fornemme resultat, som lover rigtigt godt for dansk kap-kanosport”, siger klubbens formand, Kristian Nielsen. “Vi er så heldige at
vi har et særdeles godt trænerteam bestående af Sofie Aastrand Jørgensen og Carsten Scales, der utrætteligt træner vores drenge og piger flere gange om ugen og sikrer at vi har en stor gruppe af kap-kano talenter. Jeg vil derfor ikke blive overrasket, hvis vi kan stille med flere dygtige kap-kano roere til fremtidige stævner”.

Drengene vandt i iøvrigt i en toer kap-kano med navnet “Gladsaxe Teen Club”.

I Dansk Kano og Kajakforbund er glæden også stor. Ungdomslandstræner Finn Pape siger: “Vi vidste godt de var gode, men det var alligevel en glædelig overraskelse at de fik to gange guld. Det er dejligt at se at dansk kap-kano sport igen kan gøre sig gældende ved internationale stævner.”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top