Optaget af hverdagen
Skoleleder-02-36-18.jpg
Efteråret viste sig fra sin bedste side, da elever og personale på Enghavegård Skole tog imod deres nye skoleleder Kirsten Frøhlich Brønd i går. Foto: Kaj Bonne.
I går tiltrådte Kirsten Frøhlich Brønd som skoleleder på Enghavegård Skole

”Jeg holder af hverdagen. Mest af alt holder jeg af hverdagen.”
Sådan skrev den afdøde forfatter Dan Turèll.
Enghavegård Skoles nytiltrådte skoleleder Kirsten Frøhlich Brønd har det nogenlunde på samme måde. Hun er i hvert fald ”optaget af hverdagen”, som hun flere gange sagde, da vi talte med hende få dage før, hun tiltrådte lederstillingen i mandags.
– Hvorledes får vi ambitioner og visioner til at fungere i praksis? Det er her ledelse kommer på prøve. Om det gælder hverdagen i 2. A eller 7. A, så skal tingene virke. I en skole handler det meget om, at hverdagen er god for den enkelte elev og for skolens enkelte medarbejder, siger Kirsten Frøhlich Brønd.
Den snart 57-årige Kirsten Frøhlich Brønd kommer fra en skolelederstilling på Skovlyskolen i Holte i Rudersdal Kommune, og hun har også skoleledererfaring fra Lyngby-Taarbæk Kommune. Hendes faglige interesse for det specialpædagogiske område har ført til, at hun har taget en masteruddannelse i emnet, ligesom hun har en diplomuddannelse i psykologi og ledelse.
Det er Gladsaxe Kommunes ambitiøse fremtidsmål parret med Kirsten Frøhlich Brønds eget skolesyn, der fik hende til at skifte job. Gladsaxe har – ligesom Rudersdal – gjort meget ud af det, som man kalder for ”synlig læring”.

Læring tages med hjem
Når det drejer sig om folkeskolen, så er vi jo alle eksperter, for de fleste af os har gået i den. Men for menigmand kan ”synlig læring” forekomme diffust.
Er der ikke bare tale om undervisning?
– Nej, siger Kirsten Frøhlich Brønd.
– Undervisning er det, læreren gør. Læring er det, børnene tager med hjem. Vi har alle gået i skole, og mange af os sidder med en følelse af, at vi ikke altid fik noget med hjem. Kort fortalt betyder synlig læring, at man lærer noget i stedet for bare at sidde og høre på læreren. Børn og unge skal være vidende om og medvirkende i deres egne læringsmål. Medarbejderne skal synliggøre, hvad vi skal gøre nu.

Gladsaxe er med fremme
Gladsaxe Kommune har igennem årene haft ry for at godt skolevæsen. Det har blandt andet været med til at tiltrække skoleledere fra andre kommuner, som kan se endnu flere spændende visioner for fremtidens skole – og her senest altså Kirsten Frøhlich Brønd:
– Det er en meget spændende opgave, som jeg glæder mig til. Gladsaxe er meget ambitiøse med børn og unges udvikling, så de kan de blive gode borgere. Enghavegård Skole er en rigtig dejlig skole med engagerede medarbejdere. Jeg har besøgt skolen, og min følelse var med det samme, at det er et godt sted at være for børn.

Kirsten Frøhlich Brønd bor selv i kommunen, og alle hendes tre voksne sønner har gået på Skovbrynet Skole dengang, den hed Værebro Skole, så hun ved, at der kan leveres succeshistorier, selv om der rundt omkring både er fordomme og skepsis:
– Skovlyskolen, som jeg kommer fra, er både en tosporet skole og en specialskole med 80 elever, så jeg kender til udfordringerne for de elever, som skal have hjælp og støtte. Det gælder om, at alle børn trives. Hvis nogle har gået på kanten for længe, så skal vi opdage dem. I forhold til Holte så er husstandsindkomsten sikkert lavere i Mørkhøj – og måske også uddannelsesniveauet. Men jeg er sikker på, at der ikke er forskel på den hjemlige opbakning. Vi skal fordommene til livs. Det gælder om at se på barnet, så vi ikke sætter familier i bås. Jeg har selv haft børn på Skovbrynet Skole, så jeg er kender til de boligsociale problemstillinger, men derfor kan der alligevel være en super trivsel på skolen, mener Kirsten Frøhlich Brønd.

Kirsten Frøhlich Brønd var meget engageret i forældrerådet i Teaterskolen på Skovbrynet Skole, men det er snart nogle år siden. Når fritiden rammer hende, kan hun godt lide at cykle og svømme: – Tidligere havde vi et træskib, så vi sejlede meget. Nu har vi solgt skibet og købt et sommerhus på Sejerø sammen med nogle venner. Jeg har et par børnebørn, som jeg også vil se, og så elsker jeg at lave mad, for jeg underviste i hjemkundskab. Jeg er aktiv i Hjortespring Naturplejeforening, hvor vi holder kvæg og lam i Smørmosen og Fedtmosen, siger Kirsten Frøhlich Brønd.

I mandags blev Kirsten Frøhlich Brønd budt velkommen af elever og personale. Nu starter hverdagen, og som Kirsten Frøhlich Brønd siger: Jeg er optaget af medarbejderne, der bliver inddraget i udviklingen. Vi kan ikke bare lave skoleudvikling i powerpoint. Det er i hverdagen resultaterne skal ses. Og jeg er optaget af hverdagen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top