Stafet for livet
stafet.jpg
Der brænder lys gennem hele natten. Foto: Kræftens Bekæmpelse.
Kræftens Bekæmpelse introducerer arrangementet på Gladsaxe Stadion med et løb i weekenden 15.-16. september

Alle kommer tæt på kræften i løbet af deres liv. Den rammer vidt og bredt og har ofte dødelig udgang. Men i højere og højere grad lykkes det også at få de kræftramte helbredt. Der skal forskning til, og der skal bruges mange penge.

I weekenden 15.-16. september løbes der Stafet for livet på Gladsaxe Stadion. Det er et 24 timers løb, hvor man stiller op med hold eller som individualist kommer ind på et hold. Hvert hold skal have en løber på banen gennem hele løbet.

Hele ideen går tilbage til 1985, hvor den opstod i USA. Man regner med, at der på verdensplan er 4 millioner deltager hvert år. Gennem årene er der samlet ca. 38 milliarder kroner ind.
I Gladsaxe er der allerede masser af opbakning fra bl.a. Kvikmarkens Privatskole, hvor man er kommet meget tæt på sygdommen, fordi en af lærerne har fået kræft. Det har givet eleverne noget at tænke over, og derfor gik de straks i gang med at samle penge sammen, som gives videre til Kræftens Bekæmpelse.

Når Stafet for Livet Gladsaxe løber af stablen, kan man blandt andet opleve bandet Hartwood, som spiller blues, pop og rock.

Mikkel Sørensen spiller guitar og synger i bandet. Han mistede sin kone Wicki til kræften for 2 år siden.

Bandet, som også tæller Wickis nevø, Max Hartwig, har navngivet bandet efter hende.

Wicki hed Hartwig til efternavn. Mikkel og Wicki boede sammen i et træhus, de selv havde bygget. De kaldte det Woodstock og indviede det på 40 års dagen for Woodstockfestivallen, under sloganet ”peace, love & music”. Da Wicki blev syg, fortsatte hun sit høje aktivitetsniveau, og holdt fast i såvel træning som musik. Her fandt hun et frirum og kræfter til at kæmpe mod sygdommen.

”Selvfølgelig kommer vi og spiller til stafetten”, siger Mikkel. ”Det er fuldstændig i Wickis ånd”.


FAKTA

Se hvordan du kan støtte stafetten på https://www.stafetforlivet.dk/stafet/gladsaxe
Her kan du også tilmelde hold.
Hvis du ikke har mulighed for at samle et hold selv, eller du ikke kan deltage hele stafetdøgnet, kan du melde dig til Det Åbne Hold, og deltage i det omfang du har tid og lyst.
Vidste du at du kan tilmelde din hund til dit hold?
Ja, den er god nok. Hvis du melder din hund til, så tæller den omgange på lige fod med dig.
Om du vil betale voksen- eller børnepris er op til dig selv. Husk blot at pengene går til et godt formål.
Når du har din hund med på stafetpladsen, skal den være i snor, og du skal huske hundeposer, så du kan rydde op efter den.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top