AL-danser tredjebedst i verden
discodasko.jpg
Formstærke Monalisa Job gav den alt hvad hun kunne ved i VM i Disco Dance 2018. Foto: Privat.
Monalisa Job vandt bronze ved IDO World Disco Dance Championship, Junior!

Med en 2. plads ved de europæiske mesterskaber i bagagen, var det en formstærk Monalisa Job, fra AL-dans i Søborg der gik på dansegulvet i Örebro i Sverige, hvor dette års verdensmesterskab i Disco Dance løb af stablen.

Men med de 114 stærkeste dansere fra hele verden på deltagerlisten i solo, var der også lagt op til en lang dag med masser af runder for at nå hele vejen til finalen.

”Når jeg går på gulvet om morgenen er jeg super nervøs, og det bliver ikke lige frem bedre i løbet af dagen. Men jeg har efterhånden lært, at nervøsitet er en god ting. Man kan nemlig bruge den til at give den endnu mere gas ude på gulvet,” siger Monalisa Job.

” Jeg har også lært at man skal give sig 100%, hver gang man er på gulvet. Der er ikke plads til at slappe af på noget tidspunkt. Gør man det – er det måske sidste gang man kommer på gulvet den dag. De andre er nemlig super dygtige, synes jeg”.

Forud for deltagelsen ved verdensmesterskaberne havde Monalisa kvalificeret sig blandt i alt 10 andre danske dansere. Det skete ved i alt 3 rangliste-turneringer rundt om i landet. Monalisa var dog eneste dansker tilbage i både semifinalen og finalen.

”Det var min helt store drøm at nå til finale-runden.

Her er konkurrencen knivskarp og man må bare kæmpe med det man har. I finalen er man alene på gulvet og det giver gode muligheder for at vise hvad man kan. Men det kan også gøre en nervøs. Jeg kan huske hvor spændende det var at se de store og dygtige piger danse til en VM-finale og hvor inspirerende det var at se. At vide jeg måske kan inspirere andre piger og drenge er helt fantastisk”.

Monalisa træner dagligt hos AL-dans. – sommetider flere gange om dagen. Næste store turnering er de nordiske mesterskaber, som også finder sted i Sverige, men dog først til december.

”Jeg ville aldrig komme så langt uden opbakningen fra danseskolen. Både mine trænere og mine veninder betyder helt vildt meget for mig. Jeg har også en træner i Italien, som jeg har besøgt tidligere på sæsonen. Det er også ham, der har designet og produceret min dragt i år.”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top