De er strømkørende
Elcykler_gladsaxeskole.jpg
Lærere, pædagoger og skoleleder med deres elcykler foran de afspærrede parkeringspladser ved Gladsaxe Skole. Foto: Privat
14 lærere og pædagoger på Gladsaxe Skole er hoppet på elcykler for at løse et parkeringsproblem

På Gladsaxe Skole har de tænkt kreativt for at løse et helt konkret parkeringsproblem i hverdagen. 14 pædagoger og lærere har sagt ja tak til at låne en elcykel frem til juni 2019. Tilbuddet har de fået, fordi skolen står over for helt særlige udfordringer med nedlagte parkeringspladser, mens skolen bliver renoveret.

– Vi vil gerne være en skole, der er med til at sikre vores medarbejderes sundhed og desuden understøtter en bæredygtig udvikling, siger skoleleder Camilla Hoffmann.

Hun forklarer, at skolen i indeværende skoleår står med den særlige udfordring, at stort set alle parkeringspladser er inddraget i forbindelse med en omfattende renovering, hvilket gør transport besværlig for medarbejdere med langt til arbejde.

Inspiration til en god løsning
Camilla Hoffmann kendte til de elcykler, som medarbejdere på Gladsaxe Rådhus kan låne til transport i løbet af arbejdsdagen. Det blev inspirationen til at finde en løsning på Gladsaxe Skoles parkeringsproblem, som endda også giver motion og frisk luft, som bilen ikke kan tilbyde.

På grund af skolens helt særlige udfordring fik de bevilget nogle puljemidler til bæredygtige projekter, som gav mulighed for en lejeaftale på de 14 elcykler.

Det er Camilla Hoffmanns klare oplevelse, at alle er glade for deres elcykler, og de fleste er nu på cykel hver dag, også i blæst og regn, og når der skal hentes og afleveres børn på vejen.
– Jeg har også selv glæde af en elcykel og har cyklet hver dag lige siden, 13 kilometer frem og tilbage, siger Camilla Hoffmann..

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top