En god dag for demokratiet
Det historiske budget fik mange rosende ord med på vejen

Den radikale Claus Wachmann ramte vist hovedet på sømmet, da han skulle kommentere det kommunale budget før vedtagelsen ved 2. behandlingen på byrådsmødet i onsdag.

”Det er en god dag for demokratiet”, slog han fast.

Der blev jo skrevet historie, fordi det var første gang i kommunens historie, at alle medlemmer stod bag forliget. Budgettet blev vedtaget med 25-0. Her løfter man i flok.

I bedste demokratiske stil er der blevet givet og taget, og der er blevet slugt nogle kameler undervejs, men man kan jo ikke få alt. Til gengæld har alle fået noget.

Der skal virkelig gøres en indsats for personer med autisme, der skal gøres noget for de unge, der har svært ved at finde deres plads i samfundet – både i skolen og på lærepladser og arbejdspladser. Der skal komme en skøjtehal – nybygget eller renoveret – i løbet af en håndfuld år.

-Skøjtehallen skal være nybygget. Jeg har selv været med til at bevilge mange penge til renoveringer, og det dur ikke, sagde den konservative Lars Abel.

Der er kommet endnu en skattenedsættelse. Denne gang fra 23,7 til 23,6. Det placerer Gladsaxe blandt landets 10 billigste kommuner. Der er mange, mange millioner i kommunekassen, og der er mange, mange ting at bruge dem på.
Allerede ved førstebehandlingen virkede alle partier meget positivt indstillet – nærmest som om de sad klar med kuglepennen. Men der er selvfølgelig forhandlet undervejs for de diverse mærkesager, og det er foregået i et meget positivt klima.

Der var stor ros til borgmester Trine Græse (A) for hendes mødeledelse. Kristian Niebuhr fra Dansk Folkeparti følte i fjor, at han ikke havde været velkommen, men i år havde det været rigtig godt.
-Jeg kan godt forstå, at andre kommuner er misundelige på os, for vi har en solid økonomi, sagde Lars Abel.

I Gladsaxe vil man jo gerne være en grøn by, så man kunne glæde sig over 25 grønne lamper på den store tavle, da den elektroniske afstemning gik i gang.

Traditionen tro var der masser af ros til de kommunale forvaltningsenheder, der havde svaret på ca. 150 spørgsmål fra politikerne.

Trine Henriksen fra Enhedslisten kunne konstatere, at der kom så mange, uddybende svar at det var svært at føle med, for man vil jo også gerne vide, hvad de andre spørgere har fået svar på.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top