En uge fuld af leg, musik, og hygge
Festaften-Orkesterkursus-0102.jpg
Otte fra FDF Gladsaxe Brass Band tog på orkesterkursus

»A long time ago in a galaxy far, far away«
– eller for meget længe siden, sidder du og trænger til udfordringer, eventyr, skæg og ballade – og masser af musik.

Sådan lød indbydelsen til årets orkesterkursus i efterårsferien, som otte deltagere fra FDF Gladsaxe Brass Band tog imod. Så der var ikke noget med at sove længe eller gemme sig bag computerskærmen. Sammen med næsten 150 andre børn og unge brugte de ugen på FDFs Orkesterkursus i Vejle; med fællesskab og oplevelser sammen med nye og gamle venner.

Deltagerne var opdelt efter niveau og modtog i en uge undervisning i små og store grupper. ”Det har stor betydning for deltagernes udvikling af de tekniske færdigheder på instrumenterne,” siger orkesterleder Kim Kjær Andersen.

Mange deltagere kommer igen år efter år for at gense venner fra alle dele af landet. ”Vi har deltagere, der har været med mere end 15 gange, så musikken og fællesskabet har det med at gå i blodet,” siger kursusleder Lise-Lotte Tilsted, og fortsætter: ”FDFs orkesterkursus er enestående. Her samler vi musikere fra 8 – 70 år fra hele landet. Lige fra øvede musiktalenter til de, som endnu knapt kan få en lyd igennem instrumentet.”

Men lidt frirum var der også plads til. Tirsdag eftermiddag var tilbud om byrundtur i Vejle, biograftur, svømmehal m.m. Ligeledes blev der i løbet af ugen afholdt en gudstjeneste for de mange kursister. ”I FDF møder vi børn og unge med fantasi, fællesskab og en kristen holdning til livet. Derfor er det naturligt også at samarbejde med byens ungdomspræst og tænke kristendom ind i den musiske ramme,” siger Lise-Lotte Tilsted.

Star wars
Torsdag aften var festaften. Her fandt deltagerne udklædningstøjet frem. Temaet på kurset var ”Star Wars”, som antydet i indbydelsen, og alle deltagere var derfor klædt ud efter alle kunstens regler, så der var risiko for at møde alt lige fra ”Luke Skywalker” og ”Prinsesse Leie” til ”Chewbacca” og ”Darth Vader” rundt på gangene.

Kurset kulminerede og sluttede fredag med en stor koncert i DGI-Hallen i Vejle. Deltagerne havde inviteret familie, venner og andre interesserede til en forrygende gallakoncert. Her fik de vist resultaterne af en uges intensiv øvning!

”Hos os i FDF Gladsaxe Brass Band er vi glade for at have så relativt mange deltagere med på Orkesterkurset,” siger Kim Kjær Andersen. ”Selvom børnene kommer meget trætte hjem, er de også meget tændte, og deres begejstring har det med at smitte. Desuden har de ud over deres personlige musikalske udvikling, også fået øjnene op for, at FDF-musik ikke kun er et lokalt fænomen,” slutter han.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top