Fuldt hus på badmintonbanerne
badminton_2.jpg
Alle lyttede opmærksomt, når BBK’s trænere gav instruktion. Foto: Privat.
Overvældende tilslutning til forældre-barn badminton i Bagsværd

35 glade og forventningsfulde børn og forældre mødte op forrige lørdag for at tilbringe en formiddag sammen med at spille badminton i Bagsværd Badminton Klub, der holder til i Skovbrynet Skoles boldhal.

To af klubbens faste trænere satte gang i den blandede flok med boldlege. Der var en del forældre, der blev som børn på ny og fik sved på panden.

Der blev spillet på alle 6 baner. For at alle børn og voksne kunne være i spil, blev flere forskellige former for badminton sat i gang.

Den store tilslutning ses også til den faste træning på tirsdage og torsdage, fra 16 til 18, hvor alle baner også er i gang. Det giver 24 børn i aktion, som er max-antal for en optimal træningssession.

Der har i år været stor interesse for badminton. Bagsværd Badminton Klubs ungdomsafdeling har haft betydelig tilgang. Kommer der flere børn til, må det ses som et luksusproblem, som skal løses.

Efter to timers leg og spil, samledes deltagerne til en frokostbuffet, hvor der blev spist og hyggesnakket ved bordene, i det lille klublokale.

Under hele arrangementet var der en god og afslappet stemning og der var forældre, der efterspurgte flere muligheder for, at de og deres børn kan spille badminton sammen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top