annonce
Har blik for de fine detaljer
Maler-Anita-Franck-Sørensen-42-18.jpg

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Anita Franck Sørensen med to af sine yndlingsmalerier - et gademotiv fra Paris og barnebarnet Viola. Foto: Kaj Bonne.
Anita Franck Sørensen fra Søborg imponerer med flotte billeder på udstilling i Telefonfabrikken

Det var Gladsaxe Bladets fotograf Kaj Bonne, der spærrede øjnene op, da han pludselig så nogle malerier under en af de faste maleriudstillinger på Telefonfabrikken: – Det lignede næsten fotografier, så det måtte jeg kigge nærmere på, sagde Kaj Bonne.

Det er livagtige billeder – både af en kvinde i Vietnam og en pige i Indien, og der var nøjagtige skildringer af det parisiske gademiljø. Detaljeringsgraden er enestående. Det måtte vi høre nærmere om. Anita Franck Sørensen er kvinden bag de 15 værker, der er udstillet på Telefonfabrikken i øjeblikket. Anita bor i en lejlighed i Søborg sammen med sin mand Flemming. Hun har to børn og fire børnebørn, og alle har naturligvis måttet lægge ansigt til mors og bedstemors portrætmalerier. For ud over de meget naturalistiske motiver, som Anita finder i Paris sammen med sin mand, så har hun specialiseret sig i portrætmaleri.

Har lært teknikken
– Jeg har altid tegnet. Da jeg var ung, malede jeg på porcelæn. For hen ved 15 år siden begyndte jeg at få undervisning, så jeg rigtig kunne tilegne mig teknikkerne. Jeg har lært utrolig meget af portrætmaleren Mads Rye, der har malet billedet af Marianne Jelved, der hænger på Frederiksborg Slot, fortæller Anita Franck Sørensen.
– Flemming og jeg rejser hvert år til Paris. Her finder jeg mange af mine motiver. Særligt kvarteret omkring Place des Vosges er jeg begejstret for. Jeg tager et fotografi af det, som jeg finder, og derefter maler jeg det færdigt derhjemme. Jeg falder for det, som er typisk parisisk. Det er åbenbart noget folk kan lide, for jeg har aldrig problemer med at sælge disse malerier, siger Anita Franck Sørensen.

Fik tid som efterlønner
Anita Franck Sørensen arbejdede som sekretær på Statens Teaterskole og siden på DTU: – Da jeg blev 62 skyndte jeg mig ud ad døren, så jeg kunne begynde at male for alvor, siger Anita med et grin.
– Nej, men jeg finder fred og ro ved at male. Jeg glemmer tid og sted indimellem. Men det er ikke sådan, at jeg maler fra morgen til aften. Jeg finder en time eller to og fordyber mig. Jeg maler med olie, og så er det meget godt, at det når at tørre, inden jeg maler videre.

Hvert år udstiller Anita Franck Sørensen på Gilleleje Kunstfestival, og i år har hun også udstillet på Tisvilde Billedfestival. Hun har også været repræsenteret med et maleri af en klosterdreng fra Vietnam på en stor portrætfestival på Frederiksborg Slot. Selv om hun er Søborg-borger, så er Anita Franck Sørensen tilknyttet kunstnergruppen Farvegladerne i Allerød. Det er faktisk første gang hun udstiller i Søborg. Anita Franck Sørensen har nok at se til.

Således tager hun imod bestillinger til portrætmalerier. Og der er mange, der benytter sig af muligheden for at forevige en ægtefælle eller et barnebarn. Lige nu kan du se hendes malerier på udstillingen i Telefonfabrikken, hvor de hænger oktober ud.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top